Paul Auster oser. Han oser af charme, han oser af vid, og så oser han af cigarrøg. Han sidder på terrassen bag det store brownstone-hus i Park Slope, Brooklyn, hvor han har boet de sidste femogtyve år. Fuglene pipper, cigaren vipper, og Auster er i godt humør. Det har han også god grund til at være. Hans nye og niende roman, 'Brooklyn-dårskab', er netop udkommet i Danmark - på Forlaget Per Kofod, seks måneder før sin amerikanske udgivelse. De danske anmeldere har taget vældig godt imod, og alt andet skulle da også lige mangle. Auster er en af vores allerbedste forfattere, der i snart tyve år har leveret sine filosofisk underfundige historier i en skudsikker prosa, der har gjort ham til en klassiker i den nyeste litteratur. Kvarteret rykket frem i titlen Når det er sagt, skal det også siges, at 'Brooklyn-dårskab' ikke helt er som de andre bøger i forfatterskabet. Godt nok er bogen skrevet af en fortæller, der ved romanens indgang er i dyb krise - præcis som det var tilfældet med fortællerne i Austers sidste to romaner, 'Orakelnat' og 'Illusionernes bog'. Og godt nok er der her tale om en fortæller, der ligesom de fleste andre hovedpersoner i Austers bøger selv er i færd med at skrive en bog. Men så hører lighederne også op, for i 'Brooklyn-dårskab' er den dystre og småparanoide tone, der ellers dominerer Austers litterære univers, afløst af en letbenet og komisk stil, der besynger Brooklyn og alle dens mærkelige, almindelige mennesker. Det er ikke første gang, at Brooklyn danner rammen om Austers historier. Bydelen, der er kendt for sin etniske sammensathed og smukke arkitektur, udgør også kulissen i de to film, 'Smoke' og 'Blue in the Face', som Auster skrev manuskripter til for nogle år siden. I den nye bog er kvarteret rykket helt frem i titlen og spiller næsten en hovedrolle side om side med forsikringsagenten Nathan Glass og hans nevø, Tom Wood. Brooklyn som selvstændig nationHvad er det med dig og Brooklyn? Auster tager et dybt drag. »Det er her, jeg bor, så det er ikke så mærkeligt, at mange af mine skriverier udspiller sig i kvarteret«, siger han på et drevent brooklynsk, mens røgen langsomt siver ud mellem de tobaksbrune tænder. »Og jeg elsker kvarteret, fordi der bor så mange forskellige mennesker her, og fordi de mange mennesker lever sammen på en helt speciel måde. Det er som at bo i en landsby: Alle taler med hinanden - på gaderne, i butikkerne - og selv om man ikke kan kalde det dybe venskaber, så opstår der på den måde et meget tæt sammenhold mellem folk herude«. »Sådan et sammenhold forbinder man ikke med et liv i storbyen, men på min vej til og fra kontoret slår jeg dagligt en sludder af med barberen eller købmanden, eller hvem jeg ellers skulle støde på. Det er hyggeligt at dele hverdagen med andre mennesker på den måde, der gør det hele lidt rarere«. »Brooklyn er også helt forskellig fra noget som helst andet sted i USA. Selvfølgelig er det en del af USA, men man tænker og handler meget anderledes her end i resten af landet. Jeg går og drømmer om, at Brooklyn en dag vil rive sig løs fra Amerika og blive til en selvstændig nation«. Cigarhandleren Auggie Wren'Brooklyn-dårskab' udspiller sig meget konkret i gaderne omkring dit hus. Findes de steder, f.eks. Harry Brightmans boghandel, faktisk i Brooklyn? »Nej, det er noget, jeg selv har fundet på. Hele historien er noget, jeg har fundet på. Der er selvfølgelig visse forbindelsesled mellem virkelighedens Brooklyn og så det Brooklyn, jeg skriver om i mine bøger, men det er ikke sådan, at du kan sætte lighedstegn mellem de to verdener«. »Auggie Wren, der er hovedpersonen i 'Smoke', for eksempel, blev til en eftermiddag, hvor jeg var blevet bedt om at skrive en julehistorie til New York Times, og jeg var løbet helt tør for ideer«. »Så så jeg pludselig ned på min cigaræske og kom i tanke om den bestemte cigarhandler i Brooklyn Heights, der forhandler mit mærke. Og så blev Auggie Wren til. Man kan ikke sige, at han er baseret på cigarhandleren i Brooklyn Heights som menneske, for ham kendte jeg ikke rigtig. Men Auggie er en skabning, der repræsenterer den helt specielle Brooklyn-mentalitet, jeg beskrev før«. Tilfældet som verdensprincip Selv om Auster nu ser sig selv som en naturlig del af landskabet i Park Slope, var det lidt af et tilfælde, at han endte i Brooklyn. Han er født og opvokset i Newark, New Jersey, og drømte som alle kunstnere i 1980'erne om en lejlighed på Manhattan. Men det var før hans litterære gennembrud med 'New York-trilogien' i 1986, og før Auster blev et verdensnavn. Dengang gik vejen stadig fra hånden til munden, og Auster måtte ty til de billigere barakker på den anden side af East River. Men et tilfælde er aldrig helt tilfældigt i Austers univers. Det er et af forfatterskabets varemærker, at her råder tilfældet som et verdensprincip, en verdens oprindelige uorden, der kan skabe både ravage og en ny logik i personernes liv. Og det viser sig da også, at der er en form for mening med Austers udflytning til Brooklyn, for Austers mor kom oprindeligt herfra, og hans datter, Sophie Auster, er født på præcis det samme hospital som sin bedstemor. Og Auster kan flere historier om tilfældets musik: Smuk mor på morgenvandring »Den kvinde, der går under betegnelsen BPM - Beautiful Perfect Mother - i 'Brooklyn-dårskab', og som fortællerens nevø, bogens anden hovedperson, Tom Wood, går og drømmer om, er faktisk baseret på en virkelig kvinde, som jeg så hver morgen i mange år, når jeg fulgte Sophie i skole«. »Jeg har aldrig talt med kvinden, jeg kender hende overhovedet ikke, men jeg kunne ikke lade være med at lægge mærke til hende - hun var så ubeskrivelig smuk, som hun sad dér på trappestenen foran sit hus og ventede på skolebussen med sine to små børn«. »Hun blev simpelthen til et koncept i mit hoved - 'BPM' - også lang tid efter at Sophie havde skiftet skole, og jeg ikke længere så den smukke mor på min morgenvandring. Men så skete der det underlige, at samme eftermiddag, som jeg skrev hende ind i 'Brooklyn-dårskab', så jeg hende på gaden lige uden for mit kontor - for første gang i over ti år«! »Jeg var lige ved at gribe fat i hende for at fortælle om det mærkelige sammentræf, men hun ville nok have fundet mig mere mærkelig end sammentræffet«. Personer tilegnet en hel bog Austers kontor ligger et par gader fra hans hjem, og her sidder han hver dag, hele dagen, og skriver - først i hånden og senere ind på den gamle Olympia. Personer og begivenheder melder tit deres ankomst, længe før de finder deres rette plads i forfatterskabet, og i den henseende er 'Brooklyn-dårskab' ingen undtagelse, for selv om den er en komedie, der er hurtig og vittig i vendingen, har den været længe undervejs: »Det er en bog, som det har taget mig rigtig lang tid at skrive. Jeg begyndte på den i starten af 1990'erne, hvor jeg fandt frem til de fleste af historiens personer og begivenheder. Det var min tanke, at bogen skulle begynde med en samtale mellem to af dens hovedpersoner, digteren Willy G. Christmas og hans hund, mr. Bones. Og så skulle den fortælles i tredje person ental«. »Men så forelskede jeg mig så meget i de to personer, at jeg tilegnede dem en hel bog - nemlig 'Timbuktu' (fra 1999, red.) - og så stod jeg pludselig der uden den struktur, jeg oprindelig havde tiltænkt historien om Tom Wood«. »Først mange år og mange romaner senere fandt jeg så endelig en ny form til hans historie. Nathan Glass, der endte med ikke bare at blive bogens hovedperson, men også dens fortæller, kom faktisk først med til allersidst«. Ironisk-bittert tonelejeHan er en lidt spøjs hovedperson, som bliver ved med at forsikre os om, at han ikke er bogens hovedperson ... »Selvfølgelig er han helten«, griner Auster smørret. »Men alt, hvad han gør, og alt, hvad der sker i romanen, udspringer fra hans nevø, Tom, der ifølge Nathan er bogens omdrejningspunkt«. »I begyndelsen er Nathan ellers lidt af en sur, gammel stodder, men der er også meget godt i ham, og hans gode sider bliver mere og mere fremtrædende, jo mere han bliver involveret i andre menneskers - og specielt hans egen families - liv«. »Han er en pensioneret forsikringsagent, der er kommet til Brooklyn for at dø, men her kommer livet så pludselig tilbage til ham. Der er to indskydelser, der driver romanen fremad - Nathans oprindelige tanke om at flygte fra det hele og så den nye følelse af at ville plante sig solidt et sted«. »Der er sådan set mange alvorlige temaer i bogen - masser af sygdom og død - men de fleste af de begivenheder, der udspiller sig mellem personerne, er komiske og fastholdt i et ironisk-bittert toneleje«. Paraderne nede Det er i det hele taget nye toner at høre Auster tale så længe og så dybtgående om sine bøger. Han er kendt for at være en ekstremt privat person, der gerne affejer journalistiske spørgsmål om bøgernes budskab med henvisning til, at »teksten taler for sig selv«. Men i dag er Auster særdeles snakkesalig og går uopfordret videre i teksten: »Til sidst i bogen får Nathan en slags åbenbaring og kommer på den geniale ide, at han vil starte et firma, der skriver biografier - ikke om de kendte, ikke om historiske personligheder, men om helt almindelige mennesker. Det er noget, jeg længe har gået og tænkt over - er det ikke en fantastisk idé?«. Har du ikke allerede sådan et firma? »Nej, jeg skriver om fiktive personer«. Der er dog også mennesker af kød og blod, der er kendte og optræder med navns nævnelse i 'Brooklyn-dårskab'. Det er en række forfattere fra den amerikanske og europæiske kanon, som med jævne mellemrum dukker op på siderne og mellem linjerne og giver deres besyv med. Verdens smerte forsvinder Det handler især om Edgar Allan Poe og Nathaniel Hawthorne, men også Kafka kommer med en kommentar fra sidelinjen i form af en historie, som Auster lægger i munden på den intelligente, men desillusionerede Tom Wood: Engang, da Kafka går en tur i en park, møder han en lille pige, der græder, fordi hun har tabt sin dukke. Kafka trøster hende med, at dukken nok bare at taget ud for at opleve verden, og for at underbygge sin historie over for pigen begynder han at digte breve fra dukken. I tre uger sidder den store forfatter og skriver små breve til den lille pige, indtil han til sidst skriver dukkens afskedsbrev. Hun er blevet gift og kan ikke komme hjem til pigen, men det er et tab, der ikke længere rører dukkens ejermand. »På det tidspunkt savner pigen naturligvis ikke længere dukken. Kafka har givet hende noget andet i stedet, og da disse tre uger er gået, har brevene helbredt hende for hendes ulykke. Hun har historien, og når en person er så heldig at leve i en historie, at leve i en imaginær verden, forsvinder denne verdens smerte«, hedder det i bogen i Jørgen Nielsens fine oversættelse. Kvarteret har egen forfatning »Ja, hvem skulle have troet, at Kafka var så menneskelig!«, griner Auster, men bliver straks alvorlig igen: »Historien siger noget om den kolossale magt, som historier og bøger har over os. Når vi læser, overtager de fuldstændig vores univers - både hoved og krop - og man bliver en slags fange af bogen«. »Men samtidig er det en befrielse at læse bøger. De tager os væk fra denne verdens begrænsninger og giver os et rum, hvor vi kan være i fred og være os selv. Det er dét, som Tom skriver om i sit speciale - det »imaginære paradis«, som Edgar Allan Poe og Henry Thoreau, ifølge Tom, søgte efter med deres litteratur. De ville finde - eller opfinde - et sted, hvor man kan sidde og tænke i fred og læse og skrive bøger«. »På det tidspunkt kom moderniteten jo væltende ind over Amerika og maste den humanitet og frihed, som begge forfattere drømte om at genrejse i utopiens form. Man kan stadig godt drømme om sådan et sted i dag«. Men Paul Auster behøver ikke drømme længere. Haven i Brooklyn, der blomstrer sommerligt under terrassens dæk, fungerer fint som en mere håndgribelig pendant til Poes og Thoreaus imaginære paradis. Og med udgivelsen af 'Brooklyn-dårskab' er en anden drøm gået i opfyldelse: Nu kan kvarteret bryste sig af at have fået deres egen forfatning, i hvert fald i Austers univers.