Alle kender Bent Haller. De har i hvert fald hørt om ham. Forfatteren, der sidder oppe i Thisted og skriver kontroversielle bøger, som de måske ikke vil have på bibliotekernes reoler. Eller rettere - sådan var det engang. Især da han blev landskendt for romanen 'Katamaranen'. Som forfatterkollegaen Jens Smærup Sørensen sagde i sin tale til Bent Haller, da han fredag fik Akademiets Silas-pris, var det en bog, der i et råt, brutalt og sjofelt sprog fortalte om børn og unge, der i et betonmiljø blev ladt totalt i stikken af deres fordrukne og ondskabsfulde forældre. Og ikke nok med det. Det var en bog for børn. Og så skildrede den oven i købet verden, som den også kunne se ud. Det var ikke populært. Men Bent Haller kunne ikke gå på kompromis, og selv om der snart er gået 30 år, har forfatterens knaldhårde samfundskritik ikke rokket sig en millimeter, som Smærup Sørensen sagde i fredags. Næsten for voksent I sin bog 'Hønsepigen' fra i år beskriver han en pige, hvis mor lukker hende ind i hønsehuset, så hun selv kan arbejde. Det er en pige, der oplever alskens grusomheder, før bogen er slut. Hønsepigen ligner ikke rendyrket børnelitteratur?

»Nogen har da også ment, at det næsten var for meget, for voksent«. »Det mener jeg jo ikke selv, for det er den verden, børnene lever i«. Ingen opdragelseDu lægger ikke fingrene imellem? »Nej, det har jeg ikke lov til. Børnene har krav på, at man er ærlig, og at man ikke forsøger at sidde der med pædagogfingeren«. »Jeg er sgu ikke pædagog. Jeg er digter«. Så når du skriver, er det ikke opdragelsesprojekt?

»Nej, nej. Jeg opdrager ikke engang mine egne unger. Det gør min kone«. Børn er klogeHvad er det så, du vil dem, børnene?

»Det handler vel om, at jeg aldrig er blevet voksen, så jeg kommunikerer i virkeligheden med andre børn. Derfor er der også nogen, der ikke kan finde ud af, om jeg i virkeligheden skriver for voksne eller for børn«. »Nogle gange synes nogen, at tingene ikke egner sig for børn. Sådan har jeg det ikke, men det betyder ikke, at man skal fortælle dem alt?«. Hvad vil du aldrig udsætte dem for?

»Sådan, litterært? Det har jeg ikke stået over for endnu, men selvfølgelig kan der være noget, der overhovedet ikke interesserer børn. Børn er jo kloge, for hvis noget ikke interesserer dem, gider de ikke læse. Så kan de voksne få lov at have det i fred«. På børnenes sideNogen mener, du altid er på børnenes side?

»Ja, det tager jeg gerne på mig. Det er let for mig at være solidarisk med dem. Især de lidt skæve typer. Jeg er nødt til at skildre den side af dem, for den anden side, den nemme, kender jeg ikke. Man siger jo, at alle bøger på en måde er selvportrætter«. Så du når hele tiden derind, hvor der er kanter?

»Ja, kanter og udfordringer. Jeg går til kanten af mig selv, og jeg vil ikke være uærlig. Jeg har fået så megen kritik af mine slutninger, hvor nogen synes, jeg lader læseren sejle, og der ikke er nogen happy ending. Det vil folk helst have«. »Men jeg vil ikke lave et falsk lys. Jeg vil ikke bare sætte en lygte op og sige, der er lys for enden af tunnelen. Det er der ikke altid. Lyset kan ligge et andet sted, hos læseren f.eks.«. MytologienDe senere år har du genskrevet en del af de gamle myter, Odysseen, Iliaden og Skallagrims Søn. Hvorfor optager myterne dig?

»Jeg interesserer mig for mytologi og religion i det hele taget. Den seneste bog ('Thots bog', red.) med fortællingen om Osiris i den egyptiske mytologi er jo faktisk der, hvor det hele starter. Der starter vores religiøse fortællinger«. »Alt det der hører med til at være et moderne menneske, kan man genfinde i de gamle fortællinger, og det har jeg arbejdet en hel del med. Jeg skal vel lave fem-seks-syv bind af de gamle fortællinger. Fortællingen om Gilgamesh er en af dem, jeg mangler«. Hvad er det i religionerne, der interesserer dig?

»Det er alle de ubesvarede spørgsmål. Religionerne opstår jo, fordi der er ting, vi ikke fatter. Derved bruger vi vores fortællinger til at indkredse det, vi ikke kan forstå. Meget af kristendommen er taget fra det gamle Egypten, og mange af fortællingerne kan man genkende, hvis man interesserer sig for dem. De havner både i Bibelen og i Koranen«. Menneskenes grundvilkårDu er måske selv blevet religiøs?

»Nej, jeg er kulturkristen som de fleste andre. Men fortællingerne om guderne er også fortællingerne om det at være menneske«. Det er ikke sådan, at du er ved at løbe tør for egne historier og derfor må tage af myterne?

»Nej, jeg gør dem jo til mine egne. Jeg blander dem, og det samme gør jeg, når jeg skriver for børn. Jeg skriver om det, der optager mig selv, men det er jo ikke historier, man kan skrive af«. »Det er mundtlige fortællinger, som er blevet afpasset efter, hvor folk har boet og efter, hvilken tid de er blevet fortalt i«. »Derfor kan man også, når der er gået et spand af år, genfortælle historierne, for de handler om menneskenes grundvilkår. De trænger indimellem til en ny fortælling, fordi tiden har flyttet sig. I vores tid bliver der behov for nogle andre nuancer i de fortællinger«. De samme historierDu frygter aldrig, at smagsdommerpolitiet kommer efter dig?

»Jo, klassikerholdet har allerede været efter mig. Men der er også folk, der mener, man kan få flere i tale ved at lave en ny fortælling hen over de gamle. Det er i virkeligheden de samme fortællinger, vi bruger hele tiden. Der er vel kun en håndfuld fortællinger, der bliver varieret, men min version af Odysseen er jo ikke den samme som Gelsteds«. Din version er noget mere saftig?

»Joh, men tiden er sgu også saftig«. Hvad har klassikerholdets hovedanke været?

»De spørger, hvorfor man vil gendigte, når man nu har originalen. Da jeg eksempelvis var på Island med min bog 'Skallagrims Søn', sad der er en lektor med korslagte arme på første række. Hun var nærmest fornærmet over, at man piller ved sagaerne. Originalen er da også fin nok, men vi kan også bruge de gamle fortællinger til at fortælle noget nyt med«. Hvor meget kan man tillade sig at digte til og trække fra?

»Hvis man skriver en roman kan man nærmest tillade sig hvad som helst, men man skal have en respekt for de gamles måde at gøre det på«. Åndeligt rastløsDu skriver hver dag. Bliver du aldrig mæt?

»Nej, det er ligesom at sidde på en tegnestift. Der bliver ved med at være noget. Jeg maler også, for jeg er rastløs. Åndeligt rastløs«. »Jeg arbejder hele tiden, så det bliver til noget, selv om man konstant hører, at man helst skal være ti år om at skrive en bog, men jeg ved sgu ikke, hvad de render og laver, de forfattere, der er ti år om at skrive en bog. Hvis du skriver to sider om dagen, så bliver det til meget«. Nu får du endnu en pris. Hvad betyder anerkendelsen?

»Når man er blevet kritiseret for det ene og det andet, så er det rart, at nogen går imod indstillingen til denne mand fra Thy. At der kommer en anerkendelse af det, han laver. Så bliver man ydmyg. Når man er blevet sparket i røven, så er det dejligt med et klap på skulderen«. Den Blå BogDa jeg besøgte dig i 1996, var du ikke i Blå Bog. Det er du i dag. Hvad er det udtryk for?

»Jeg ved det ikke. Det ender sgu med, at jeg bliver kaldt op på Amalienborg, hvor de vil takke for, at prinsessen har læst 'Lille Lucifer'. Det kunne da være fedt«. Optagelsen i Kraks Blå Bog er vel ikke et udtryk for, at The Establishment ikke mener, du er farlig længere?

»Det kunne da være sjovt, hvis det var tilfældet, for så skal jeg da vise dem noget andet. Men det kan jeg ikke forestille mig. Det er vel tiden, der rykker med«.