Faktisk kunne Lene Kaaberbøl ikke fordrage at være barn. Og hun var egentlig heller ikke særlig god til det. En sær, genert og begavet eksistens, der ikke kendte de sociale koder i skolegården og hellere trak sig tilbage til gæsteværelset og nød smældet fra tasterne på sin fars elektriske skrivemaskine. »Det var en kolossal lettelse at blive voksen. Fordi man undslipper den magtesløshed, man lever i som barn«, siger hun. Den 45-årige Lene Kaaberbøl har allerede fejret sit 30-års jubilæum som forfatter. Som 16-årig havde hun tjent nok penge som forfatter til at købe sin egen hest. I dag har hun solgt så mange børnebøger, at hun ikke længere har overblik over det. »Men det må være over en million«, som hun siger. Miljøkatastrofe I årevis har hun halet bøger ud af den ene fantastiske verden efter den anden. I en stor del af dem er den mandsdominerede nutid, som vi kender den, for længst bukket under for en miljøkatastrofe, hvorefter kvinder med fantastiske navne og magiske kræfter har taget over i en primitiv post-apokalyptisk tid. Et samfund, der bliver trukket af hestekærrer og næret af lægende urter. Og hvor drager er lige så selvfølgelige som drikkevand. Men det var først med serien om skammerens datter, at Lene Kaaberbøl gjorde det - næsten - umulige for en børnebogsforfatter: at trængeigennem til medierne og det store publikum. »Den dag 'Skammerens datter' udkom, skete det, der plejer at ske, når der udkommer en ny børnebog: Absolut ingenting«. »Med toeren skete der lidt mere. Treeren blev anmeldt på dagen i indtil flere aviser«. »Og da fireren kom, måtte jeg sætte to måneder af mit liv af til lancering og presse«. Disney-succes I dag er den tidligere gymnasielærer en af de få danske børnebogsforfattere, der kan leve af at skrive. Vældig godt endda. Ikke mindst fordi hun for nogle år siden blev bedt om at lægge tastatur og fantasi til en stribe bøger i Disneys Witch-serie, der hidtil kun fandtes i tegneserieformat. Ni bøger blev det til i alt. Som er sendt ud i både Asien, USA og Europa. Så »gik overheksen på pension«, som hun siger. Og overlod Witch-pigerne til danske forfatterkolleger som Josefine Ottesen og Cecilie Eken. »Bella, DÆK!« Det er en venlig og en anelse reserveret sortklædt dame med langt, bølget havfruehår og lyseblå øjne, der tager imod denne fredag formiddag. Skarpt forfulgt af tre glammende gadehunde fra Grækenland. De to er hendes egne. Den tredje og yngste, Bella, er kun i transit, indtil den finder en dansk adoptivfamilie. Det treetagers hus på Holmen med udsigt til Operaen er af den slags, som, selv i en tid med afdragsfri lån, er uden for rækkevidde for de fleste. I stueetagen holder Lene Kaaberbøls firma Phabel & Plott til. Og den eksklusivt indrettede førstesal tjener som mødelokaler og til besøg, der ikke er af personlig karakter. Oppe på kvisten har Lene Kaaberbøl sin private hule. Der med hendes egne ord bærer præg af, at hun er »et kolossalt rodehoved«. Det kan vi hverken af- eller bekræfte. For invitationen rækker kun til førstesalen, hvor vi sammen med hele hundeflokken slår os ned i de korpulente lædersofaer. Husets baby Bella er overtræt, forklarer Lene Kaaberbøl på sin rolige lavmælte facon. Hun er nemlig kommet til at springe formiddagsluren over. »Og hun er ret dårlig til at høre sine egne træthedssignaler. Så man er nødt til at hjælpe hende med at falde i søvn«. Men Bella har ingen soveplaner. Hun vader eksalteret rundt i møblerne, farer nedenunder og gør og kommer så stormende retur. »Bella, DÆK!«, kommer det så med overraskende kraftfuld røst fra sofahjørnet. Det bliver en sætning, der kommer til at præge store dele af eftermiddagen. Et bundløst dyb Da Lene Kaaberbøl kom til verden på Rigshospitalet i 1960, havde overlægen netop forladt en gallamiddag og tog imod hende i kjole og hvidt. »Min mor har altid været god til at skabe gynækologiske kriser, så da min søster blev født, var lægen i islandsk nationaldragt«. De første fire år af sit liv tilbragte Lene Kaaberbøl i Skamlebæk på Fårevejle-kanten. Men under 1960'ernes byggeboom flyttede den oprindeligt jyske familie til Malling syd for Århus og installerede sig i et parcelhus i et nybyggerkvarter. »Haven var et bundløst mudderdyb. Jeg kan huske fornemmelsen af at stå og synke ned, hvis man kom til at træde ved siden af plankerne. Og blive trukket op af de voksne, mens gummistøvlerne bare forsvandt og aldrig blev set siden«. Lenes far var overkontrollør i P&T. Moderen arbejdede som sekretær på borgmesterkontoret. Og Lene selv var »et mærkeligt barn«. »I Skamlebæk var der ikke nogen børn på min alder, så jeg blev enormt god til at beskæftige mig selv. Men fik ikke lært at være sammen med jævnaldrende. Jeg har læst en undersøgelse af forfatterbaggrunde, og jeg tror, der er en sammenhæng mellem en relativt ensom barndom og det ufattelige behov for siden at kommunikere til andre«. Klarede sig uden accept Da Lene Kaaberbøl fik jævnaldrende kammerater i Malling, var hun blevet »en sær snegl«. Hun var god til at finde på fantasilege og fik ad den vej sin egen plads i hierarkiet hjemme på vejen. Men i skolen gik det mildt sagt ikke så godt. »Der er ikke nogen pæn måde at sige det på. Min folkeskoletid var skrækkelig. Et ni år langt mobbeforløb. Det er meget ødelæggende og har helt sikkert præget mig«. »De kunne mærke, at jeg var anderledes og ikke gebærdede mig rigtigt. Fordi jeg ikke havde den sociale erfaring, som de havde. Men fordi jeg havde andre ressourcer og især min fantasi, fik de mig aldrig for alvor ned med nakken«. I stedet trak hun sig tilbage til sin egen verden, hvor hun skrev, tegnede og fortalte historier for sig selv. »Vi er alle sammen små abeunger med et desperat behov for at være en del af flokken. Og hvis man slet ikke har noget, når flokken ikke gider at være sammen med én, er det jo fuldstændigt afgørende at vinde accept. Men jeg har altid haft en ø, som jeg kunne trække mig tilbage til. Og det var en kolossal styrke, at jeg kunne klare mig uden accept«. »Man holder aldrig op med at ønske den. Men man ved, at man ikke dør af ikke at få den«. Lene Kaaberbøl havde venskaber. Primært fra rideskolen. Men de overlevede ikke i skolegården. »Der skal meget mod og barnehjerte til at stille sig op ved siden af sådan én som mig og risikere samme behandling. Det gav mine venskaber en kant af betingethed. Venskabskortet gjaldt kun i sikre zoner. Som i stalden for eksempel«. Pavestolt over afslag Hendes fristed var først og fremmest et hundekoldt gæsteværelse i parcelhuset på Bygvænget. Det var et af de rum, der ikke blev varmet op under energikrisen i 1970'erne. Men det var også der, Lenes far havde parkeret sin elektriske skrivemaskine. Og da Lene Kaaberbøl havde læst alle bibliotekets hestebøger, begyndte hun at skrive nogle flere selv. Og sendte dem ind til et par forlag. Så gik hun ellers og ventede på posten. Og var pavestolt, da hun modtog sit første afslag: »Vi har med glæde læst Deres manuskript, det passer desværre ikke ind i vores udgivelsesplan«. »Når man er 14 år, bliver man stolt over at blive behandlet som en voksen. Også selv om det er et afslag«. Ung læsehest Den første bog om 'Tina og hestene' blev antaget på forlaget Tommeliden. Forlæggeren ville også gerne udgive den næste. På den betingelse at hun gik hjem og skrev etteren om. »Han kunne læse ud af det næste manuskript, at jeg var blevet bedre. Og syntes, det ville være synd at udgive det første, som det var, når mit sprog nu havde udviklet sig«. »Jeg blev ikke forfatter, da jeg skrev min første bog. Men da jeg skrev min første bog om. Man lærer virkelig noget af at gå tilbage til en tekst og arbejde med den«. Når Lene Kaaberbøl ikke sad ved skrivemaskinen, læste hun alt, hvad hun kunne få fingrene i. Fra Astrid Lindgrens 'Mio min Mio' til OTA-bøgerne, som kom sammen med havregrynene. En skønsom blanding af dramatiske historier om missionærdatteren Janes oplevelser i Belgisk Congo og faktuelle bøger om kæmpefyrretræer i Californien, som var »helt fantastiske«. En befrielse Lene Kaaberbøl var 15 år, da hendes første hestebog udkom. Siden solgte de i alt fire hestebøger et pænt stykke over 100.000 eksemplarer. Som 16-årig købte hun en hest for nogle af bogindtægterne. Og begyndte i gymnasiet på Aarhus Katedralskole. »Det var et fuldstændigt afgørende skift for mig. Det blev virkelig den friske start, jeg havde drømt om. Jeg fik venner i gymnasiet, som jeg stadig har. Og slap ud af de mønstre, jeg havde siddet fast i siden 1. klasse«. Efter gymnasiet tog Lene Kaaberbøl til USA og arbejdede i en sommerlejr. Her stødte hun på fantasyromanen 'Troldmanden fra jordhavet' af Ursula LeGuin. Og besluttede, at sådan noget ville hun også skrive. »Fantasy blev virkelig en redning for mig. Fordi alt er tilladt. Bare man gør det konsekvent. Jeg vidste, at jeg gerne ville skrive. Jeg havde bare ikke lyst til at skrive socialrealisme, som var den dominerende genre dengang«. Shakespeares forjættede land 18 år gammel gik hun i gang med sin hidtil eneste fantasyroman for voksne. »Det var helt fantastisk. Jeg gik fuldstændig amok i verdensbyggeri og opfandt både sprog, planter og en særlig skrift«. Det tog hende ti år at skrive den færdig. Og hun nåede både at læse engelsk og dramaturgi på Aarhus Universitet og at arbejde et par år i reklamebranchen, før 'Morgenlandet' udkom i 1988. Siden skrev hun fantasytrilogien om pigen Katriona, flyttede til København og arbejde de næste ti år som gymnasielærer på Frederiksberg. Stemmen bliver lys og hurtig, når hun fortæller, hvor meget hun elskede at føre eleverne ind i Shakespeares forjættede land. Om den fantastiske lyd af hans sprog. Billederne. Og historierne, som man aldrig bliver færdig med. »Han er så dygtig en forfatter, at det er til at dø af«, sukker hun. En dag meldte den idé sig, som siden blev til 'Skammerens datter'. Om pigen Dina, der har arvet sin mors skammerøjne, som ingen almindelige mennesker tør se ind i. Fordi skammeren kan se alt, hvad folk har på samvittigheden. Og dermed både bliver samfundets detektiv og etiske dommer. »Jeg ved ikke, hvor mange rigtig gode ideer man får i løbet af et liv. Men skammeren er helt sikkert én af dem. Der er så mange plotmuligheder og etiske temaer i den. Og så præger det Dinas karakter utrolig meget, at hun er så markant anderledes, at hun aldrig vil få normale relationer til andre mennesker«. Filmdrømme Bøgerne er i dag udkommet i en lang række lande, og Lene Kaaberbøl har selv oversat dem til det engelske og det amerikanske marked. Nu drømmer hun om en dag at se 'Skammerens datter' som en stor, international film. Lige nu venter hun og Nordisk Film på et manuskriptudspil fra en amerikansk samarbejdspartner. »Det er meget ressourcekrævende at filmatisere fantasy. 'Harry Potter' og 'Ringenes herre' har sat en standard for, hvordan det skal se ud, for at man tror på det. Og så kan det ikke nytte, at man pludselig stiller med en film, hvor man kan se de snore, dragen er hængt op i«. Forretningskvinde Lene Kaaberbøl beskriver sig selv som en ukarakteristisk forfatter, fordi hun læser sine kontrakter, har en mening om dem og »går op i den forretningsmæssige side af sagen«. Da fjerde og sidste bind i Skammer-serien skulle udkomme i 2003, kunne hun ikke blive enig med sit hidtidige forlag om betingelserne. Og startede i stedet i samarbejde med ArtPeople børnebogsforlaget Phabel. »I 30 år er der blevet udgivet børnebøger, som udelukkende skulle sælges til bibliotekerne. Og det er vældig fristende bare at hvile i det kredsløb. For du skal faktisk ikke gøre andet end at sende bogen ind, så laver de en lektørudtalelse og sender den ud i hele systemet«. Men i det system bliver udtalelsen fra de biblioteksansatte lektører også det eneste succeskriterium. »Hvis du får en dårlig udtalelse, er bogen død. Så i masser af år har man lavet børnebøger, som lektørerne gider at læse. Formålet med Phabel har været at komme ud af det kredsløb og ind i den virkelige verden. Og skrive bøger, som børn har råd til og gider at læse«. Til det formål har Lene Kaaberbøl hyret en stribe »drengerøve« til at skrive, redigere og få gode ideer. »I mange år har det været halvgamle kvinder, der skrev børnebøger. Der er også en overvægt af kvinder blandt børnebibliotekarer, lektører og folkeskolelærere. Så der er ikke noget at sige til, at det har været svært at få bøger ud af det system, som drenge gider læse«. Børnelitteraturens ansvar Ifølge Lene Kaaberbøl er det faktisk ligegyldigt, hvad man læser. Bare man læser. I hvert fald til at begynde med. »Hvis man aldrig oplever, at historien bliver levende og fortæller sig selv, bliver man heller ikke læser som voksen. Og så kommer man aldrig til at læse Shakespeare eller Dickens«. »Over en million mennesker i det her land læser så dårligt, at de har svært ved at gennemføre en faglig uddannelse. Det må børnelitteraturen tage sin del af ansvaret for. For det er åbenbart ikke lykkedes at udgive noget litteratur, som de syntes var fedt at læse«. Lene Kaaberbøl er selv inde over hver eneste af forlagets titler. Enten på idéplanet, som coach eller i redigeringen. »Det er stort at stå med en bog i hånden, hvor man har været med til at udvikle ideen. Og så er der nogle andre, der fører den ud i livet. Og får noget fantastisk ud af det, som jeg aldrig kunne lave. Men jeg har været med til at få det til at ske«. Social og udadvendt Selv er Lene Kaaberbøl i gang med at skrive børneromanen 'Skyggeporten'. Om den stumme pige Anna, der bliver mobbet og bor alene med sin far i et drivhus i baghaven. De har ellers et stort gammelt hus, men der har de ikke været inde, siden Annas mor forsvandt, da Anna var seks år. Faren siger, at huset er farligt. Og at hun ikke må gå derind. Men Anna sætter sig for at finde sin mor. »Når det er sådan én som mig, der skriver, er moren selvfølgelig ikke bare forsvundet på en campingferie i Harzen. Hun er forsvundet ind i en helt anden verden«. Barndommens generthed og fornemmelsen af at være anderledes er intakt. Lene Kaaberbøl har »bare lagt noget udadvendthed ovenpå«. »Jeg er både social og udadvendt. Og komplet eneboeragtig og kreativ. Hvis jeg blev tvunget til at vælge, ville jeg nok trække mig tilbage til min skriveø. For hvis jeg kun skulle leve ude i det pulserende liv, ville jeg slide mig selv op. Det er meget mere anstrengende for mig end at trække mig ind i min egen verden«. Fantasiens kraft Lene Kaaberbøl har ikke kun brugt sin fantasi til at skrive børnebøger. Og til at overleve sin barndom. Den har også skaffet hende en sølvmedalje ved VM i petanque. Og et kørekort. For det er betydeligt lettere at lykkes med noget, hvis man kan forestille sig det på forhånd. »Fantasien er en kraft, du kan engagere i processen mod at nå dit mål. Du kan grine af det, men jeg har lige bestået en køreprøve i en alder af 45 år. Fordi jeg bevidst visualiserede hele vejen igennem. Forestillede mig, at jeg satte mig ind i bilen, rettede spejlet og trykkede koblingen ned«. »Og da jeg vandt sølv ved VM i petanque, så jeg også mig selv gennemføre det først. Hvis fantasien og viljen spiller på samme hold, er det altså en stærk kombination«. Nå. Men vi må alle sammen videre. Især hundene, der sidder med krydsede ben nede i underetagen og venter på at blive luftet. Fra hoveddøren udpeger hun busstoppestedet og forsvinder ind efter noget overtøj. Det sidste, der høres fra matriklen, når man krydser over de nøgne plæner på Holmen, er et gennemtrængende: »DÆK, Bella!«.