0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Giv en julegave, der glæder langt ind i det nye år. Giv et abonnement på Politiken

Se, der er Kirsten Hammann

Først kom gennembruddet. En massiv succes ved navn 'Vera Winkelvir'. SÅ kom skriveblokeringen. Men den skrev hun sig bare ud af. Siden har Kirsten Hammann etableret sig som en af sin generations mest markante stemmer.

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning

Tegning: Roald Als

Feature
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Feature
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Den dag Michael Strunge døde, gik det op for Kirsten Hammann, hvad forfattere og litteratur kan gøre ved læserne.

Hendes daværende kæreste blev fuldstændig fortvivlet. Selv havde hun aldrig hørt om den unge punkdigter.

Dengang var Kirsten Hammann 20, og hun var opfyldt af et stort, ungdommeligt udtryksbehov. Hun malede, skar i fedtsten, og hun skrev om natten.

Strunge må være en stor mand
Skriverierne var på vej ud af dagbogsnotaterne, på jagt efter en form. Inderst inde havde hun en drøm, som hun ikke engang turde formulere for sig selv.

»Jeg fattede ikke noget som helst om digte, og jeg havde hadet dem i skolen. Jeg læste ingenting, men jeg var begyndt at skrive selv, og jeg kunne godt fornemme, at Strunge måtte være en stor mand, når min kæreste kunne blive så ked af det«.

»Så begyndte jeg at læse Strunge og Søren Ulrik Thomsen. Dengang var jeg ellers mere optaget af rockmusik, Bowie og den slags, men jeg faldt helt på halen for Strunge. Tænk, at man kunne skrive sådan. Ikke som ham, men at man kunne skrive på en måde, der ikke skulle filtreres eller oversættes til avissprog, men at sproget kunne være et materiale i sig selv. Jeg sammenlignede det med musik, som ingen forlangte, jeg skulle forstå eller forklare«.

Hurtig succes
I dag - 20 år senere - er det Kirsten Hammanns egne tekster, de sveder over i gymnasierne.

Digte som 'Jeg civiliserer mig om morgenen' og 'Jeg er så træt af min krop' er blevet danske digtklassikere. Hendes første roman 'Vera Winkelvir' har fået en tilsvarende status, og senest er hendes roman 'Fra smørhullet' fra 2004 blevet indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris.

Selv er Kirsten Hammann blevet et af de mest lysende eksempler på, hvordan man på ingen tid kan blive en etableret succes i den litterære verden. En succes, der oven i købet blev så stor, at den en overgang truede med at vælte hende af pinden.

Da det skete, havde hun endda kun skrevet i få år.

Præstationsangst
Hun begyndte at skrive som stor teenager, da hun stadig boede i Risskov ved Århus. Men hun var alene med forfatterdrømmen. Den var umulig at sige højt, når hele omgangskredsen enten ville være arkitekter, designere eller rockmusikere - og hvis de læste, var det i hvert fald ikke digte.

Det gjorde Hammann. Hun skrev dem også selv, og de brændte igennem fra starten. Fem digte kom i Poul Borums tidsskrift Hvedekorn, og efterfølgende blev hun optaget på Forfatterskolen i København, fik debut med digtsamlingen 'Mellem tænderne', fik Klaus Rifbjergs debutantpris for lyrikere af Akademiet, det treårige legat af Statens Kunstfond, fik stormende bifald på sine mange underholdende digtoplæsninger.

Og fik præstationsangst.

Vera Winkelvir ramte plet
Præstationsangsten kom dog først, da hun havde udgivet romanen om 'Vera Winkelvir', der nærmest var en sproglig tilstand for både forfatteren selv og læserne. En lang fræsende monolog om en ung kvindefigur, der har store problemer med at gebærde sig i den moderne verden. En kvinde, der skaber sig albuerum i verden med sit sprog.

»Vera Winkelvir. Hun er her når hun taler. Hun er her ikke når hun ikke taler. Det betyder ikke at hun er død, det er lige lidt værre end døden. Det betyder, at hun er u-opfunden. At nogen har opfundet hende og straffer hende for hendes tavshed ved at gøre hende u-gjort, indtil hun taler igen«, som der står i romanen.

Vera Winkelvir ramte plet. Ikke mindst hos de unge læsere.

Ambivalent forhold til Vera
»For mig startede det nærmest som en eksplosion, mens det for andre debutanter arbejder sig langsomt op. Nogle gange tror jeg, det kunne have været sundere at få det lidt ad gangen. Måske havde jeg haft bedre af at skulle kæmpe lidt mere for at få noget opmærksomhed«.

Blev du lige kæk nok?

»Nej, men der kom et forventningspres, jeg selv lavede. Det var også på grund af Vera Winkelvir, som slog benene væk under mig. Jeg blev virkelig overrumplet. Jeg kunne ikke undvære hende, og jeg kunne ikke holde hende ud«, forklarer Kirsten Hammann.

Den navlepillende ungdom
Hver gang hun satte sig for at skrive, kom der Vera Winkelvir-ord ud på papiret. Hun fik ganske vist skrevet romanen 'Bannister', men hun måtte hele vejen omkring bogen 'Bruger De ord i kaffen?', før hun for alvor fik styr på forfatterskabet igen.

'Bruger De ord i kaffen?' fra 2001 handlede simpelt hen om at have en skriveblokering. Kirsten Hammann skrev sig gennem krisen. Men det blev ikke digtene, der reddede hende. Dem havde hun forladt.

»Som forfatter starter man ofte med digte, og man kigger på sin egen krop og sine egne følelser, og med alderen bliver man mere og mere udadvendt. Når man har kritiseret ung litteratur for at være for navlepillende - jamen, hold dog op - hvem er ikke navlepillende som ung. Det er en fuldstændig naturlig udvikling for mange, og det er fint at se sig selv i spejlet, for når man siger noget om sig selv, kan det også sige en hel masse om andre, for vi ligner jo desværre hinanden ret meget«, siger Kirsten Hammann.

Søges: handling, der kan refereres
Som forfatter ligner Kirsten Hammann dog ikke ret mange andre, og måske var det derfor, hun løb ind i en skrivekrise og i øvrigt også holdt op med at deltage i oplæsningsarrangementer.

»Det var meget belastende at læse op. Med både 'Vera Winkelvir' og 'Bannister' skulle jeg hele tiden ud og forsvare, hvorfor bøgerne var, som de var. Der var mange positive kommentarer, men også folk, der spurgte, hvorfor det skulle være så mærkeligt, og at de ikke gad mere, når de nåede til side 10. Jeg kunne ikke svare på deres spørgsmål«.

»Jeg blev forvirret, kunne ikke skrive og vidste ikke, hvordan jeg kom videre. De ringede også for at få svar på spørgsmål til deres danskopgaver, og helt ærligt så synes jeg, det er en dårlig vane. De må da selv se, hvad der står. Bogen er jo slut og har ikke mere med forfatteren at gøre«, siger Kirsten Hammann.

Hun vidste godt, hvad kritikerne ville have. De ville have en handling, der kunne refereres. Fra A til Å.

Den type bog får de formentlig aldrig fra hende.

Søren og Mette
Også hendes seneste bog, 'Fra smørhullet', er en bog, der er født af sproget.

Bogen er startet som en sproglig leg, hvor historiens tone er den, mange danske skoleelever kender fra læsebøgerne om 'Søren og Mette'.

Den kom til begynde sådan her:

»Se, Søren og Mette. Søren bor i et hus, og Mette bor i et hus. Søren og Mette bor i et hus. Nej, de bor i en lej-lig-hed. På en vej. Nej, i en gade. A-ma-li-e-gade«.

»Se, Søren og Mette. De er så fi-ne. De er næsten lige blevet gift. Søren er manden. Mette er konen. Nu må de sove i sam-me seng«.

Nåååh, det er dét, den handler om
Søren og Mettes fælles historie starter i 1995 og slutter med en skilsmisse nogle år senere. Den komprimerede historie om parret fylder kun de første 32 sider. Resten af romanen er den overnormale Mettes syn på verden med alt, hvad det indebærer, når handlingen starter lige efter 11. september 2001 og slutter to år senere.

En historie om den velbjærgede europæer, der føler sig overvældet af verdens terror, børneprostitution og ødelæggelse og iagttager det hele resigneret, mens hun gumler skumfiduser i sofaen.

»Bagefter kan man se, at det er en bog om den normale forbruger i den vestlige verden, som er frustreret over, at de andre ikke har det så godt. Nååååh, det er dét, den handler om, kan man så se. Men det var ikke den bog, jeg startede med«, fortæller Kirsten Hammann.

En samtidsroman?
Hendes metode er som oftest, at hun begynder at skrive om et emne, der optager hende, og når hun får lagt sproget i munden på sin hovedperson, får historien sin form.

»Jeg sidder ikke og tænker, at nu må vi have noget politik eller noget andet interessant med i bogen. Jeg tager udelukkende ting med, fordi jeg selv synes, det er interessant, for ellers kunne jeg slet ikke forholde mig til det. Mettes dagsorden er meget min. Mit liv er også fuldstændig kedeligt og almindeligt, men hun har ikke noget barn og er mere isoleret, end jeg er. Men vi har begge de daglige sammenstød med en overforkælet tilværelse, hvor vi sidder og har det vildt godt, mens de andre skriger og dør for næsen af os, bare nogle tusinde kilometer væk«.

Hvis jeg nu påstod, at din metode bare er en anden måde at skrive den meget omdiskuterede samtidsroman på, hvad ville du så sige?

»Det synes jeg også, den er, men det kommer jo an på, hvordan man definerer samtidsromanen. I 1990'erne havde man fornemmelsen af, at det var en helt bestemt type bog, kritikerne stod og råbte på«, siger Kirsten Hammann.

Hvad synes du, en bog skal?

»Det har jeg ikke sprog til at sige, ud over at den skal overvælde én og gå lige i maven, og når jeg selv er forfatter, så skal den også gøre én helt vildt misundelig og få én til at tænke, hold da op, bare jeg kunne skrive sådan en bog. Jeg er sådan set lidt ligeglad med, hvad den handler om. Bare det er en god bog«.

Så begynder jeg at blive sur over det
Hvordan forestiller du dig, dit forfatterskab udvikler sig de næste 10-20 år?

»Det tænker jeg overhovedet ikke på. Andre har en mere langsigtet plan, som f.eks. Helle Helle, der har to-tre bøger i hovedet, mens jeg aldrig er længere fremme end den, jeg er ved at skrive. Jeg går da ud fra, at jeg skriver om 20 år, men mere ved jeg ikke. Når jeg er færdig med en bog, har jeg det sådan, at jeg ikke tror, jeg har mere at sige. Nu er jeg tom«.

»Men sjovt nok kommer det igen, og nu sidder jeg og skriver, men man ved ikke, om det sker igen. I den situation hjælper det at kigge bagud, for så kan man se, at der faktisk kommer noget igen. Men fra jeg var færdig med 'Fra smørhullet', til jeg begyndte på den nye et år senere, kom der ikke en linje. Overhovedet. Jeg havde ikke en brik at sige«.

Du sætter dig ikke ned for at skrive?

»Jeg prøver ikke engang. Men efter et år begynder det at blive generende. Så begynder jeg at blive sur over det. Derefter begynder det lige så stille igen, og når jeg så først kommer i gang, kan jeg næsten ikke stoppe igen. Det var det samme med Vera Winkelvir og 'Fra smørhullet'. Måske er jeg nødt til at holde pause bagefter, for ellers kunne jeg bare blive ved og ved, og det ville ikke være så godt«.

Starter fra et nulpunkt
Pausen er nødvendig for at få sprogstemmen væk?

»Ja, det er det nok, men jeg kan da godt blive lidt urolig for fremtiden, for selv om jeg siger, at min næste bog er anderledes end den forrige, så er det jo ikke sådan, at der er vanvittig meget mere handling i. Jeg har ikke skiftet spor fuldstændig eller er gået ud i noget mere fiktivt. Jeg kan heller ikke sige, at jeg udvider persongalleriet eller er ude i mere fortællende romaner. Måske ender det bare med, at jeg sidder og skriver lange monologer«.

Som historierne om Vera og Mette?

»Ja. Eller også har jeg bare en tillid til, at det skal styre sig selv. Jeg vil ikke være med til at gøre det til noget videnskabeligt, for det er på en måde meget simpelt og personligt. Jeg hader at gå i gang med at skrive, og jeg skal helt ind til Hemingways ord om, at man skal skrive den ærligste sætning, man kan. Ja, unge dame - kan jeg sige til mig selv - du havde en masse planer, men ved du hvad, nu må du bare skrive det mest ærlige, du kan komme på«.

»Jeg skal på en måde pille mig selv ned. Ikke tro jeg er noget, glemme legater og interview. Min selvtillid kan svinge fra totalt storhedsvanvid til, at jeg er et nul som forfatter. Og jeg har rigtig godt af den nul-følelse. For mig er det ikke dræbende. Det er dernede, hvor jeg mener, jeg skal starte forfra«.

Hold kæft, hvor er man genkendelig
Det kan vel være svært at bevarelse følelsen af at være et nul, når man samtidig er indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris?

»Den følelse kan sagtens overleve alligevel, for det var jo en gammel bog. Mere end et år gammel«.

Du sagde, du kunne være urolig for fremtiden?

»Det er lige meget, hvilke drømme jeg har om fremtiden, for jeg skriver alligevel bare endnu en Kirsten Hammann-bog. Det kan man jo se, når man får korrekturen på sin bog. Hold kæft, hvor er man genkendelig. Man troede, det var et helt nyt værk, og så er man så gennemsyret af sin tone alligevel«.

Man skal kunne lade sig rive med
Har du tvivlet på, at du var forfatter?

»Nej, det har jeg ikke, men jeg har tvivlet på, hvorvidt jeg kunne. Det var også det, der kom frem i 'Bruger De ord i kaffen?' - at der ikke er nogen vej tilbage. Det er lige så meget et spørgsmål om en livskrise, hvor man har truffet nogle valg. Man kan godt gå ud og tage sig en uddannelse, men det er åbenbart et så dybt ønske i en, at man skal skrive, at der ikke er så meget andet at gøre«.

Hvor detaljeret planlægger du?

»Det er svært at forklare. Jeg er ikke en meget planlæggende forfatter, og jeg tror meget på at lade sig rive med, selv om jeg til tider ikke har brudt mig om, at jeg ikke har haft mere styr på tingene. Men i mine bøger er det sådan, at når det virkelig rykker, så er det absolut ikke planlagt. Hele tiden er der den balance, som der vel er i al kunst, at man skal være til stede for at styre, men man skal også lade sig rive med«.

At finde sin egen stil
Bliver du overrasket over, hvad du selv skriver?

»Desværre ikke helt nok, men nogle gang har jeg fornemmelsen af, at jeg har skrevet det værste lort, og når jeg læser det næste dag, tænker jeg: Hold da op, selv når jeg tror, det går rigtig dårligt, så skriver jeg da rimelig godt. Det er faktisk først i de senere år, jeg er begyndt at forstå det. Tidligere har jeg ikke været bevidst om, hvad jeg egentlig kunne«.

Giver det en sikkerhed?

»Der skete en ændring efter 'Bruger De ord i kaffen?', som jo handler om ikke at kunne eller ville skrive. Da jeg gik i gang med 'Fra smørhullet', tænkte jeg, at nu skriver du bare derudad. Du læser ikke tilbage, du producerer og producerer og er skide ligeglad med, hvor det bærer hen. Lidt i stil med Vera Winkelvir. Nu fløjter vi af sted, og bagefter kan jeg eventuelt skære halvdelen væk, og jeg finder nok et eller andet, jeg kan bruge det til«.

»Dengang troede jeg, at jeg som forfatter bare skulle blive ordentlig og få styr på mine ting. Det er også det, bogen handler om. At nogen ønsker bøger med handling, og nu har hende forfatteren bare at sætte sig ned og skrive en 'rigtig' bog, for vi vil gerne have solgt nogle bøger. Og forfatteren skal også kunne forklare sine bøger og ikke bare sige, de handler om lidt forskelligt og på en måde også er en tilstand«.

»Den brydekamp har jeg haft inde i mit hoved, og den er nu endt med, at jeg sgu bare skal skrive løs. Det er i virkeligheden nok min måde, og den er god nok. Selvfølgelig skal man udvikle sig, men man skal ikke prøve at ligne noget, man ikke er«.

Intet er sikkert på forhånd
I øjeblikket er Kirsten Hammann i gang med en ny roman, og i modsætning til tidligere har hun nogenlunde en ide om, hvad der skal ske. I hvert fald delvis. Og måske får læserne endda et gensyn med Mette fra 'Smørhullet'. Selv om Kirsten Hammann er tilbageholdende med at sige, hvad bogen handler om, fortæller hun med et smil, at hun godt kunne finde på at bruge Mette-figuren igen. Og at hun i den kommende roman har en ide om noget helt bestemt, hendes hovedperson skal gennemleve.

Men om begivenheden nogensinde indtræffer andre steder end i forfatterens hjerne, er hun selv begyndt at tvivle på. Selv synes hun, at hun varmer op og varmer op til den store begivenhed i bogen, men den synes egentlig aldrig at komme nærmere. Og måske får hun sig aldrig bragt derhen.

»Men måske er det dét, der er bogens indhold. Måske skal man slet ikke fortvivle over, at man ikke kommer hen til målet. Jeg har det selv sådan, at jeg tror, jeg skal skrive en bestemt bog, og pludselig ligger der 25 blokke med tekst, og det blev så alligevel ikke den bog, jeg troede. Men den bog, man tror, man skal skrive, kan jo være et fantasifoster, ikke noget, der kan materialiseres, men den, man skriver, ligner forhåbentlig på et eller andet plan. Den ligger måske lidt ved siden af, og hvad så? Måske er det den, der er den helt rigtige«, siger Kirsten Hammann.

Hovedpersoner må gerne hænges ud
Uanset hvilken model hun vælger, synes alle hendes bøger dog at have et fællestræk. Humoren og sarkasmen driver ned over siderne. Men hvor bevidst er det?

»Jeg har en tendens til at vrænge ad mine hovedpersoner. Hænge dem ud, når de gør åndssvage ting, som jeg selv kunne finde på at gøre. I bund og grund er det vel ligesom at sige sjove bemærkninger ved et selskab. Det er dejligt at få folk til at grine lidt«.

Det er ikke for at udglatte diskussionen om, hvorvidt litteraturen er elitær eller folkelig? Din generation er jo nogle gange blevet betragtet som elitær ...

»Nej. Jeg er nogle gange blevet stoppet ned i den skuffe, hvor jeg bliver set som udspekuleret eller svær, og det generer mig, for det passer slet ikke. Hvis jeg havde koncentreret mig om at gøre det svært, så havde der været noget om snakken, men det er så fjernt fra mig at prøve at gøre noget så fint og kringlet, at man er nødt til at læse det to gange«.

»Måske har jeg skrevet et fremmedord i ny og næ, men ellers mener jeg, man skal kunne skrive med helt almindelige ord. Jeg kan heller ikke forestille mig noget fjernere end at bruge svære ord i et digt. Digte skal være noget almindelig sprog, som bare kan gå direkte ind. Ikke noget man skal tænke over i sin hjerne. Det ville sgu da være noget af det mest vanvittige, synes jeg. Jeg føler mig også meget uakademisk, og jeg har heller ingen uddannelse. Det hører slet ikke med til mit arbejde at være vidende på den måde. Jeg skal være vidende på en anden måde«.

Hvordan?

»Jeg skal bare leve og se på mennesker og liv. Det er andres arbejde at analysere og kende teorier«, siger Kirsten Hammann.

Genkendelse
Men den store frihed - bare at leve og se på mennesker og liv - har også sin pris, som hun siger.

»Man har ikke noget sikkerhedsnet, f.eks. en pensionsordning. Og så kan man heller ikke opleve noget, uden at man ser professionelt på det. Det er ikke noget, jeg føler som et offer, men det er en anden livsfølelse«.

Hvad tænker du, hvis du opdager, du skriver tæt på noget i dit eget liv?

»Det har jeg fået det lettere med. Jeg har altid skrevet ret tæt på mit eget liv og også prøvet at pakke det ... ikke ind, men at holde lidt igen, for at det ikke skulle kunne genkendes. Jeg har siden fundet ud af, at det bliver det ikke alligevel. Og hvad så, hvis det gør?«.

Få det store overblik for 1 kr.

Prøv den fulde adgang til Politiken.dk, apps, podcast og meget mere for kun 1 kr. De hurtigste er i gang på under 34 sekunder.

Læs mere

Annonce

Læs mere

Læs mere

Annonce

For abonnenter