Jessie Kleemann er kommet sent i seng. Det fortæller hun mig, da vi mødes ved voldene på Christianshavn en grå novemberformiddag. Hun var oppe for at fejre veninden og forfatterkollegaen Niviaq Korneliussens kåring ved Nordisk Råds Litteraturpris for bogen ’Blomsterdalen’.
Det er første gang nogensinde i prisens 60 år lange historie, at den går til en grønlandsk forfatter, og det er en begivenhed, der beskrives af Jessie selv som fuldkommen monumental for grønlandsk litteratur. Så er det næsten påkrævet, at man går sent i seng. »Derfor ser jeg altså bare sådan her ud«, siger hun og ser ublu på mig, med sine kohlindrammede øjne og blommefarvede læber, imens hun smiler og griner. Venligt og opstemt, måske en smule hæst. »Så må vi have kaffe«, siger jeg. »Og frisk luft!«. Tilføjer hun.
