Efter et par viltre sæsoner er billedbogen ved at ramme jorden igen. De fleste handler nu (igen) om dyr, der er søde. Nogle få piller ved tilværelsens byggeklodser. Og Charlotte Pardi er bare en af vores allerbedste tegnere. Men her er først Anton, der kører til skole om morgenen med en brokkesyg taske på en modvillig cykel. Ting taler til Anton. Sokkerne skændes, og bukserne giver ham dårlig samvittighed, fordi de ikke kan lide at blive vasket. Antons forældre siger, at det er noget pjat. Far hopper rundt i græsset for at bevise, at det ikke gør ondt, men Anton kan høre noget andet. Græsset råber op: »Vi har også rettigheder«.
Det er (naturligvis) Katrine Marie Guldager, der digter videre på drengen Anton og hans søgen. Følsomhed og fantasi er i centrum i ’Anton og tingenes sjæl’, der må ende, hvor den gør. På skødet af bedstefar. Han bekræfter Antons anelser. De to slutter en pagt om at tie stille med deres viden.
