Sidste år debuterede den tidligere politidirektør i København, Hanne Bech Hansen, med krimien ’Lasten’ - og den fik hun ikke mange roser for blandt anmelderne. Men hvad hun manglede i ros, har hun formentlig vundet i læsertal. LÆS ANMELDELSEHanne Bech Hansens debutkrimi er for redelig og kedelig Man kan nemlig ikke komme uden om, at kvinden, der også er tidligere PET-chef og statsadvokat, er enormt populær rundt omkring, og at mange interesserer sig for, hvad netop hun har på hjerte. Trods den slatne modtagelse, debutbogen fik, har hun skrevet endnu en krimi, ’Dacapo’, der netop er udkommet, og den er således andet bind i en planlagt serie af tre. Dupont og Dupond Hovedpersonen er også denne gang den dygtige vicepolitikommissær Malika Asmina Els - af pakistansk herkomst - der har sin egen lille efterforskningsgruppe i Københavns Politi. Malika skal sammen med sine to medarbejdere - der minder lidt om Dupont og Dupond - opklare et pengerøveri, der tilsyneladende er gået helt galt. Politiet har fanget en hyggepianist, Bjarne Bang, der ved et tilfælde er faldet over en kasse med 1 million kroner, men midt i opklaringen viser det sig, at sagen hænger sammen med en helt anden og meget større sag. LÆS OGSÅHanne Bech om ny bog: »Det blev noget af et massemord« Historien er, at irakeren Baki netop er ankommet til Danmark for at hævne sin lillebrors død, som han mener, at danske politifolk i Basra er ansvarlige for. Da lillebroderen blev skudt, så Baki den udstationerede danske politichef køre hastigt fra gerningsstedet, men officielt hedder det sig, at broderen blev skudt i en duel mellem to bander. Mens Baki får samlet en lille muslimsk terrorcelle til at hjælpe sig i København, planlægger han et stort terrorangreb, der ikke bare skal hævne broderen, men først og fremmest sprede frygt i den danske befolkning. Farveløst Selv om terrorhistorien er lidt bedre skruet sammen end Bech Hansens debutkrimi, er den desværre næsten lige så tam som forgængeren. Den kører gadagung derudad uden de store overraskelser - mens den taber højde undervejs - og desværre hjælper Bech Hansens mange helsætninger ikke på det lidt tamme indtryk. Bech Hansen skriver simpelthen for farveløst til at indfange sin læser. Et tilfældigt nedslag, hvor Baki besøger sin brors grav sammen med sin mor, lyder eksempelvis: »Baki så ud over de udskårne træplader, der var præget af vind og vejr. Hans mor gik målrettet hen mod den lyseste træplade. Den bar Nadiirs navn. Hun knælede og kyssede træpladen, og Bakis øjne blev fulde af vand«. Næppe noget, der får læseren til at føle med hverken den ene eller den anden. Godt nok er Malika atter et sympatisk bekendtskab, og heldigvis giver Bech Hansen hende lidt flere facetter end i sidste bog. Men desværre er det bare ikke helt nok. FACEBOOK