»Ethvert lige tal større end 2 er summen af to primtal«.
Denne huskeregel indgik i titlen på en lille, legende hovedbrudsroman, som var del af 1990’ernes bølge af ’encyklopædiske’ romaner – Eco, Norfolk, Høeg m.fl.
’Onkel Petros og Goldbachs formodning’ hed romanen om en fiktiv græsk matematiker, der fortalte sin nevø om den særdeles faktiske 1700-tals matematiker Chr. Goldbach.
Hans regel om de lige tal er en ’formodning’, et af matematikkens berømte uløste problemer, for dens gyldighed er ikke logisk bevist – men heller aldrig modbevist.
Den romans forfatter, den græsk-amerikanske matematiker Apostolos Doxiadis, prøver nu at gentage kunststykket: at skabe levende fiktion ud af matematiske og logiske problemstillinger så tørre som klipfisk.
Nu altså som tegnet roman og med den litterære nobelprismodtager, filosoffen Bertrand Russel (1872-1970), som hovedperson.
Fra matematiker til logiker
I tegneserierudernes uhøjtidelige forenkling følger vi Russells udvikling fra matematiker til logiker og den lange, seje kamp med udarbejdelsen af hans og Alfred North Whiteheads hovedværk, ’Principia mathematica’ (1910-13).
Rammen er en forelæsning om ’Logikkens rolle i menneskers hverdag’, som Russell giver på et amerikansk universitet 4. september 1939, den dag England erklærede Tyskland krig.
Som svar på et krav om at tilslutte sig de ’isolationister’, der ville holde USA ude af verdenskrigen, fortæller filosoffen og pacifisten om sit liv – og sine møder med et århundredes største filosoffer.
Striden mellem Hilbert og Poincaré
Mest fylder naturligt nok mødet med Whitehead – og hans meget yngre kone!
Men vi oplever også den matematiske logiks ’kongerække’, fra Frege og Cantor med mængdelæren over striden mellem Hilbert og Poincaré til Kurt Gödel, der omsider førte logisk bevis for, at ikke alle matematikkens love kan bevises logisk.
Empirikeren Russell tog afstand fra den sene, ’mystiske’ Ludwig Wittgenstein, hvis ’Tractatus Logico-Philosophicus’ åbenlyst har inspireret til serietitlen her: Logicomix.
Stort stof
Desværre lykkes projektet ikke helt. Selv om stregen er klar og ferm, og glimt af snakken på den tegnestue i Athen, hvor serien bliver til, føjer (endnu) et meta-lag til fortællingen, er stoffet – ligesom i tidligere tegneserieintroduktioner til marxismen, til buddhismen m.m. – åbenlyst for stort og ikke prioriteret skarpt nok som fortælling.
Her når vi hverken dybt nok i Russells private livsanfægtelser eller i logikkens selvåbnende afgrunde under hvert nyt aksiom.
Det bliver ved introducerende stikord til logikken og distraherende hints til de mange kloge hoveders psyki(atri)ske ejendommeligheder.
Respekt for ambitionen
Den velfunderede oversættelse kommer derfor navnlig til sin ret i det nok så grundige lille ’efterords’-leksikon om logikkens ’fædre’ og begreber.
Men i billedfortællingen selv er fremstillingen af logikkens gåder ikke stringent nok og tegnekunsten ikke original nok til, at ’Logicomix’ kalder på nogen nobelpris.
Selv om man jo kun kan nære respekt for ambitionen om en levende og tilgængelig forklaring på grundlaget for vores erkendelse.
FACEBOOK
fortsæt med at læse
