Jeg ved ikke, hvem det er værst for - romanen eller anmelderen - at der er så stor genkendelighed på spil. LÆS OGSÅSøndagsbarn Det drejer sig om Kristiane Hauers anden roman 'Ta' selv', mere præcist om en serie replikker, en indre monolog og en dramaturgi, der til forveksling ligner noget, man har hørt, set, ja delvis oplevet før. Sket før For så vidt en dyd, når ambitionen er at skrive en dannelsesroman om et moderne kvindeliv.
I hvert fald godt set og hørt af Hauer, når selv en gammel knark på bekvem afstand af ungpigens sværmeriske omgang med tilværelsens banale dilemmaer - mand eller mænd, børn eller bimbo - tænker been there, done that efter at have fulgt Line fra Hillerød i et tiår af hendes, indrømmet, ualmindelig almindelige liv. »Jeg vil så nødig stå bagefter med en følelse af, at 'det var så bare det'. Altså livet, mener jeg«, siger Line nok så skæbneironisk til sin psykolog, sådan midtvejs gennem gennemsnitligheden. Hendes kriser kradser til, og Hauer udfordrer hende godt. Som da stressramte Line år senere for en gangs skyld når at hente institutionsbarnet, men mødes af den berømte straf, en datter, der stritter imod en forsinket, men dyrt opsparet moderomsorg: »Nej, nej, nej råber hun med høj stemme, som om jeg var ved at begå et overgreb«. Lattervækkende enfoldighed Min anke er, at Hauer, i sin gengivelse af Line og hendes veninders handle- og tankemønstre dyrker den mildt lattervækkende enfoldighed, der synes at være kendetegnende for tidens litterære kvindeskikkelser.
