0
Læs nu

Du har ingen artikler på din læseliste

Hvis du ser en artikel, du gerne vil læse lidt senere, kan du klikke på dette ikon
Så bliver artiklen føjet til din læseliste, som du altid kan finde her, så du kan læse videre hvor du vil og når du vil.

Næste:
Næste:
Artiklen er føjet til din læseliste Du har ulæste artikler på din læseliste

Søndagsbarn

Der er ikke oplæsning af denne artikel, så den oplæses derfor med maskinstemme. Kontakt os gerne på automatiskoplaesning@pol.dk, hvis du hører ord, hvis udtale kan forbedres. Du kan også hjælpe ved at udfylde spørgeskemaet herunder, hvor vi spørger, hvordan du har oplevet den automatiske oplæsning.

Spørgeskema om automatisk oplæsning
ingen
Foto: ingen
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER
Skønlitteratur
Læs artiklen senere Gemt (klik for at fjerne) Læst
FOR ABONNENTER

Den danskstuderende Kristiane Hauer (født 1975) indleder sin lille samling barndomsbilleder 'går under går over går' med en omstændelig og indfølt erindring om, hvordan det er som spæd (eller voksen) at ligge på ryggen og græde, så tårerne løber ned i øret. Allerede her aner denne læser uråd.

Gentagne gange i 'går under går over går' skildres barnets angst for at Jorden på en eller anden måde skal gå under, enten ved ildebrand, jordskælv, trafikulykke, flystyrt eller fordi nogen trykker på atomknappen. Bedst kommer det til udtryk i 'Jordskælv', som slutter således:

»Den jord der var det eneste man troede man kunne stole på, den kunne man slet ikke stole på alligevel. Ingen steder, selv ikke i Danmark, det var det, der var det forfærdelige«.

Det er ellers en tryg og kærlig verden, fortælleren vokser op i med sin lillebror og absolut pålidelige forældre i lejligheden ved Søerne i København. Faren er vistnok akademiker, moren skole- eller gymnasielærer. Der er et flygel, faren spiller på, moren er i køkkenet og bager, skændes næsten ikke, går ture, laver kastaniedyr, tager sig tid til børnene, og ved aftensmaden går snakken så livligt, at besøgende børn fra mindre stimulerende hjem måber.

Bemærk: intet af dette karikeres, alt beskrives loyalt og frem for alt omstændeligt. I skolen går det også godt, hun har en yndlingslærer, og når hun forsigtigt lister sig op om natten, er det for at sidde og nyde dagens begyndelse i hjemmets uden tvivl smagfulde stue.


Dette lyder jo noget giftigt fra min side, men jeg gisper nærmest efter ilt ved læsningen af disse navlepillende og distanceløse idyller fra det danske velbjergede familieliv.

Thi bortset fra barnets obligatoriske bekymringskatalog (se ovenfor), er følgende nogle af de største (og meget veldokumenterede) problemer, fortælleren har at slås med: lidt rædhed for mørke, varm stearin til Luciaoptoget (hvor hun er brud), frustration over at de andre nasser på hende til gruppearbejde, mavepine efter besøg hos slikfodrende farmor og uforklarlig surhed eller melankoli hos hende selv.

Gnidningsløsheden kunne i sig selv være et problem, og det skal da også retfærdigvis siges, at forfatteren antyder det. Men det er i form af erkendelsen af egen ubetydelighed, af taknemmelighed over for forældrene og en vis skyldfølelse over for de mindre velstimulerede.

I 'Snyd' funderer hun over det rimelige i, at hun betragtes som klog og dygtig: »For det var jo alt sammen forældrenes skyld, det var dem, der var kloge og kunne alle ordene, og det var kun, fordi hun var deres barn, at hun også selv virkede klog, selv om hun i virkeligheden var et ganske almindeligt barn, ja måske endda et lidt dumt barn, der slet ingenting kunne«.

»Men hun snød dem alle sammen, hun løj. Det var ikke med vilje hun gjorde det, for hun kunne jo ikke gøre for, at hun var blevet født af nogle kloge forældre, der kunne mange ord, og kunne øve ekstra med hende, når der var noget hun var dårlig til«. Og så videre og så videre over tre sider.

Jeg søgte mere og mere desperat efter sprækker i teksterne, tegn på at dette var den stivnede overflade på en verden, der er blevet for lille og som derfor sprænges, eller at fortælleren vil dukke gispende op til havoverfladen efter at have svømmet i tryghedens lunkne ocean. Men i denne bogs univers er bedsteforældrenes havebassin nok, og verden er allerede alt for stor.

Moderens løfte om at fortælle datteren om kvindelivet, når hun bliver voksen, lyder som en trussel. De byer, der bygges, er af henholdsvis Playmobil og Lego på det ægte tæppe i stuen ('Bygge en by'), og det er traumatisk, at fortælleren er blevet for stor til at sidde på skødet.


I stykket 'For stor' røber hun at være blevet voksen, i og med at der ligger »mænd ved siden af hende om natten«, men heller ikke de kan fjerne »den gnavende fornemmelse inde i maven, som om der var en lille maskine derinde, der kørte i tomgang«.

»Det var inde i hende, og det eneste, der ville få det til at forsvinde, var at sidde på mors skød endnu en gang, som dengang hun var lille, men det var alt for sent nu, det kunne aldrig mere blive sådan«.

I al sin kanoniserede barnlighed er 'går under går over går' måske et uhyre præcist udtryk for et mentalt velfærdsprodukt, som sociologerne og politikerne skulle interessere sig for. Desuden er den velskrevet - en dansklærer kan ikke sætte fingeren på noget - og meget konsekvent. Barndomsuniverset forlades ikke - det er netop det, der for denne læser er problemet.

Og så er titlen 'går under går over går' meget velvalgt, både grundet den allerede nævnte frygt for verdens undergang og den indefra beskrevne barndom, der må formodes at 'gå over'. Det er den nok også for denne fortællers vedkommende - men det er ikke med hendes gode vilje.

Det kan ikke udelukkes, at det hele er en solidt sammentømret, sprækkeløs konstruktion, og at forfatteren selv kommer fra en dysfunktionel, opløst misbrugerfamilie. Men så skulle hun hellere have skrevet om den.

Denne debut ville have været interessant, hvis forfatteren havde været 10 år yngre - eller måske 50 år ældre. Nu vækker den blot undrende kedsomhed. Derved er den vel på sin egen duksede måde bemærkelsesværdig.

Politiken.dk i 3 måneder - kun 299 kr.

Læs hele artiklen nu

Køb abonnement