Den danskstuderende Kristiane Hauer (født 1975) indleder sin lille samling barndomsbilleder 'går under går over går' med en omstændelig og indfølt erindring om, hvordan det er som spæd (eller voksen) at ligge på ryggen og græde, så tårerne løber ned i øret. Allerede her aner denne læser uråd. Gentagne gange i 'går under går over går' skildres barnets angst for at Jorden på en eller anden måde skal gå under, enten ved ildebrand, jordskælv, trafikulykke, flystyrt eller fordi nogen trykker på atomknappen. Bedst kommer det til udtryk i 'Jordskælv', som slutter således: »Den jord der var det eneste man troede man kunne stole på, den kunne man slet ikke stole på alligevel. Ingen steder, selv ikke i Danmark, det var det, der var det forfærdelige«. Det er ellers en tryg og kærlig verden, fortælleren vokser op i med sin lillebror og absolut pålidelige forældre i lejligheden ved Søerne i København. Faren er vistnok akademiker, moren skole- eller gymnasielærer. Der er et flygel, faren spiller på, moren er i køkkenet og bager, skændes næsten ikke, går ture, laver kastaniedyr, tager sig tid til børnene, og ved aftensmaden går snakken så livligt, at besøgende børn fra mindre stimulerende hjem måber. Bemærk: intet af dette karikeres, alt beskrives loyalt og frem for alt omstændeligt. I skolen går det også godt, hun har en yndlingslærer, og når hun forsigtigt lister sig op om natten, er det for at sidde og nyde dagens begyndelse i hjemmets uden tvivl smagfulde stue.