Det er en aldeles bedårende lille bog, den for offentligheden hidtil ukendte Madame Nielsen har skrevet, jeg er ganske henført.

Det første, man henføres af, er syntaksen – hos Madame Nielsen er der så langt mellem to punktummer, at der ikke er plads til at citere det i en avisanmeldelse. Som en anden Proust driver hun periodernes længde og indskuddenes mængde til det ekstreme, så man skal mobilisere sit grammatiske analyseapparat for at overskue den lange afstand mellem hovedsætningens led.