Lyt til artiklen
De ti portrætter i Niels Franks nye essayhybrid, ’Tristhedens historie’, portrætterer ikke så meget personer som personaer, mere eller mindre generiske typer, der på hver sin måde er triste. Når højreekstremistens psykologi, rigmandens, den konservatives og velfærdsdanskerens kendetegn og træk udforskes, er det en form for karakterstudie og samfundsanalyse, Frank er ude i.
Når fortællerens far viser sig at være forlæg for alkoholikerportrættet, er det derimod anderledes personligt, og sådan er nogle af portrætterne, af den triste, af bøssen og den erindrende f.eks., tydeligvis også forklædte selvportrætter; sådan veksles der mellem afstand og nærhed til personerne, mellem betragtning og indlevelse.
