Bedste kalkgrubepoesi i år 2016 kommer her: »Kalken er massiv, men sårbar,/ som en krop. Fugt klemmer sig ud/ og vokser sammen til bække,/ søer; klare som ellers kun/ tanker kan være, men sjældent/ er. Det er som at gå rundt i sin egen hjerne lige før/ en drøm bryder frem ...«.
Digtet er fra Rasmus Nikolajsens nye bog, ’Tilbage til unaturen’ , som er en naturdigtsamling; det vil (ifølge bogflappen) helt konkret sige: Digte skrevet i naturen (mellem 2011 og 2015). Eller natur og natur. Det, der er med naturen, er ofte, at den ikke er så naturagtig endda, tit en form for unatur eller kultur, eller også giver de her betegnelser og distinktioner bare ikke mening længere.
Som abonnent får du 10% rabat i Boghallen samt rabat på et Saxo Premium-medlemskab. Læs mere her.


























