Når Schmidt-Francke kommer hjem fra sit arbejde som direktør i eget velfungerende og stærkt overskudsgivende firma, trykker han sig ind i huset med en specialdesignet fjernbetjening. Den har et kælenavn, Fib, og den bruges til alt i det højteknologiske hjem. Han sætter en af de fire portionsanretninger med middagsmad, som hushjælpen har sat parat i køleskabet, ind i mikroovnen. Det har de andre også gjort før ham. De andre, det er konen Suzette og to teenagebørn, der nu sidder oppe i hver sit Fib-betjente værelse. Ellen Garne (f. 1965) debuterer med romanen 'DreamInducer. Hun skildrer en familie, der er faldet helt fra hinanden. Moderen er alkoholiseret, børnene ude på et skråplan, og faderen kan ikke sove om natten. Når han kommer hjem, har han det sådan her: »Oftere og oftere sidder han, efter en lang og krævende arbejdsdag, i halvmørket i bilen. Med motoren slukket og panden hvilende på rattet samler han kræfter til at træde ind i sit privatliv«. Langt ude Fremstillingen af arbejdet som fristedet og familielivet som det krævende sted, hvor man kommer til kort (bl.a. fordi man ikke bruger tid på det), ligner den form for sociologisk analyse, man ser i disse år. Den fuldstændigt funktionstømte og tomme familie - og konsekvenserne af den, ikke mindst - er et motiv i romanen. Ellen Garne vælger at overlejre denne skildring med en særdeles fantasifuld historie om, hvordan Schmidt-Francke forsøger at blive sit ulidelige søvnløshedsproblem kvit. Han kan ikke holde til mareridtene, de gennemsvedte lagener, trætheden af for få timers søvn. Som en anden deus ex machina kommer der en mail fra USA om at købe en drømmemaskine - en Dream-Inducer. Maskinen lover behagelige drømme, og så tager vi i romanen en tur til USA for at få afprøvet materiellet, som derefter installeres i Schmidt-Franckes kælder - langt fra de andre familiemedlemmer. Der er bare det, at han ikke kan lade være med at skrue på knapperne, og at - hvad man ikke behøver at være en kvik læser for at have gættet lige fra begyndelsen - det hele er noget charlataneri. Farligt, oven i købet. Ellen Garne er cand.psych. og har beskæftiget sig med samspillet mellem menneske og teknologi. Det mærker man i romanen - også at hun kan en rå ungdomsjargon, hvad der er cool nok. Men romanen føjer sig ikke sammen til en helhed. Skildringen af den teknologihærgede symptomfamilie og drømmemaskinesporet stritter i hver sin retning. Det første er lovlig skabelonagtigt skildret, det andet lovlig langt ude.