Lyt til artiklen
Nogle gange, når jeg ikke kan falde i søvn, tænker jeg på Monrad. Jeg fantaserer om at nulre hans bløde ører. Køre hånden over hans behårede ryg. Lytte til hans bløde snorken og jævnlige smaskelyde. Og så bliver jeg helt rolig. Snart sover jeg sødt, og måske drømmer jeg om lange ture med Monrad rundt om Søerne eller igennem byen.
Monrad satte træskoene for tre år siden, men jeg savner ham stadig. Han var en tibetansk terrier og faktisk ikke min hund. Men jeg passede ham, når hans familie skulle på ferie, og jeg kendte ham, fra han var helt lille, og til han døde. Monrad var altid glad. Fuldkommen rolig. Elskede flæskesteg og knækbrød. Og var vild med at gå tur.
