Da jeg var barn, drak vi saftevand af plastikkrus. De var lysegrønne, hvide og gule. Vi blandede saftevandet i en beigefarvet plastikkande, som havde et låg, der kunne sidde fuldkommen fast og vippes, så kun den ønskede mængde saft kom ud.

I køkkenet havde vi rugbrødet i en grøn brødkasse – også af plastik. Og når der skulle slynges salat, foregik det i en salatslynge af plastik. Vi havde madkasser, smørskåle og utallige plastikbøtter i alverdens farver. Ikke den slags, som jeg har stående hjemme i skabet i dag, som er en blanding af vaskede yoghurtbøtter og firkantede æsker med låg, som jeg har købt billigt i Ikea.