»Det hører til sjældenhederne, at det flyder med papirer og kuverter derhjemme. Men hvis det sker, sidder jeg ved mit spisebord med min bærbare og min iPhone, der gør det ud for hjemmekontoret.
Jeg bor i Indre By, tæt på teatret, og kan lige så godt cykle over til kontoret på Gamle Scene, hvor jeg har alt det, som er nødvendigt for arbejdet, omkring mig, og så er her fred og ro uden for teatrets almindelige arbejdstider og forestillinger. På hverdage foretrækker jeg at møde tidligt – som regel ved 8-tiden. Vi begynder altid dagens prøver kl. 10.00, så timerne først på dagen er dejligt rolige og giver mulighed for at gennemgå post og e-mail. Mit arbejde indebærer også, at jeg som regel er ’på’ om aftenen, når balletten danser, og jeg gør alt, hvad jeg kan, for aldrig at misse en forestilling.






























