Man må formode, at jo mere trådløst vi indretter os, jo mere trådløs aktivitet er der i luften omkring os. Heldigvis kan vi ikke se de bølger, der får alle vores telefoner, tv-apparater, afspillere, kaffemaskiner, køleskabe og alt det andet til at virke.
Men det er måske kun et spørgsmål om tid. For ifølge det britiske designtidsskrift Dezeen har den hollandske designer Richard Vijgen udviklet et vægtæppe, der via en tilknyttet controller kan opfange den trådløse aktivitet i et rum. Signalerne bliver omsat til et farvespil i tekstilets overflade, hvilket betyder, at vægtæppet vil fremstå næsten levende og med et konstant vekslende udtryk.




























