»Det er en moralbaseret forretningsmodel«, siger Hans Christian Asmussen, mens vi står og kigger på hans 50 lamper i Officinet i Bredgade i København. »Man kan downloade lige så mange lamper, man har lyst til, og man bestemmer selv, hvad man synes, man vil betale«.
Hans Christian Asmussen tror ikke længere på den klassiske royalty-model, hvor man som designer modtager et årligt beløb, afhængig af hvor meget ens produkter sælger.




























