Hvis der er noget, der har præget dansk design i 2017, er det kopier. Beskyldninger er fløjet igennem luften fra designere og kunsthåndværkere, der har oplevet, at andre – blandt andre de store supermarkeder – har nappet deres ting og lavet billigere udgaver af dem.
I nogle tilfælde har supermarkederne erkendt, at de har skelet for meget til andres ideer, mens andre ikke har rykket sig en tomme. Nogle få designere er gået rettens vej – blandt andre keramikeren Anne Black, der i øjeblikket har en sag kørende med Netto, men da det kan koste en årsløn at køre sådan en retssag, hører det til de absolutte sjældenheder, at designere vælger den sti.




























