BeoSound Shape hedder det seneste skud på højtalerstammen hos Bang & Olufsen. Det består af moduler, der kan monteres på væggen i det mønster, man ønsker, og fordi det er trådløst, slipper man for irriterende ledninger. Det er skabt af den unge designer Øivind Slaatto, som for et par år siden designede den mobile højtaler BeoPlay A9, som ligner en stor parabolantenne på ben.
BeoSound Shape er noget af det mest elegante, der er blevet designet i 2017, og fordi man selv afgør, hvor mange moduler man vil have på væggen (eller snarere: har råd til), så kan man skabe højtalersystemet, så det passer til den øvrige boligindretning. Derfor løb BeoSound da også med prisen som årets design, da Bo Bedre i september uddelte sine ’design awards’.




























