Alle mennesker har vel brug for at forsvinde ind i en anden verden nogle gange, og for mig er mit hjem min tænke og drømmezone. Der, hvor jeg pakker mig selv ind og lader op igen. Hvor jeg tænker, drømmer og omgiver mig med ro og behagelige indtryk.
Jeg har fået et nærmere forhold til Bjørn Wiinblad, fordi jeg har arbejdet så længe med biografien om ham. Hans værker er nogle af de ting i mit hjem, som peger ud mod andre verdener. Hans orientalisme kobler nok også lidt med det jødiske i mit liv, og hans billeder af et evigt harmonisk og lykkeligt Mellemøsten kan være helt dulmende i denne globale tid, hvor vi har svært ved at leve side om side med hinandens kulturer. Med sit design foreslår Wiinblad sødt – og naivt – at så gør man bare det: lever sammen i den her store verden. Det drømmeriske og utopiske kan jeg godt lide. Vi har brug for at bevare troen på, at vi kunne have en bedre og smukkere verden.
