Vi er nok mange, der drømmer om at vinde i Lotto en dag, så vi kan købe vores egen Mogens Lassen-villa. Mogens Lassen (1901-1987) var så god til at fortolke den internationale funktionalisme og især den schweiziske arkitekt Le Corbusiers tanker om moderne måder at bo og bygge på, at hans huse fremstår som noget af det fineste, man kan komme til at bo i.
Udefra ligner hans huse ofte hvide kasser med flade tage, men inden døre har de hvælvede lofter og lysindfald, der betyder, at uanset hvor små rummene er, så har de altid en behagelig atmosfære og et fantastisk lys.




























