Kan en stol udtrykke en virksomhed? Kan den give dig en følelse af at sidde i en ’power position’ i juicebaren eller optræde som let på tå-museumsgæst?
klumme
Ugens designobjekter
Noget design rammer bare plet, mens andet virker helt forkert.
Hver uge vælger Politikens designskribenter ugens mest interessante stykke design og supplerer med ugens mest kiksede.
Design handler om brug og æstetik, og det er ud fra de kriterier, vi vurderer, om de mange stykker design, der hele tiden kommer på markedet, kan tåle et grundigt eftersyn.
Den udfordring har en gruppe designstuderende fra Det Kongelige Danske Kunstakademis Skoler for Arkitektur, Design og Konservering (KADK) taget op. Resultatet viste de på den netop overståede møbelmesse i Stockholm, hvor 14 stole til 14 forskellige danske virksomheder blev præsenteret på udstillingen ’A Guest Side Chair’.
De seneste tre måneder har de studerende arbejdet på højtryk med at designe gæstestole med inspiration i 14 forskellige danske virksomheder – alt fra Lagekagehuset og Vestas til udstillingsstedet Copenhagen Contemporary og fødevarevirksomheden Aarstiderne. Opgaven har været at designe en stol, der ergonomisk, funktionelt og æstetisk udtrykker et virksomhedsbrand.
En af de studerende, Kasper Kyster Iversen, har designet en stol til gæsten på juice- og sandwichkæden Joe and the Juice. Han har arbejdet med alsidigheden ved et bredt, fladt og rundt ryglæn, som giver gæsten mulighed for mange forskellige og afslappede siddepositioner, men også følelsen af en ’power position’, fortæller Designskolen i en pressemeddelelse.
En anden studerende, Julie Wittrup-Jensen, har skabt en gæstestol til kunstcentret Copenhagen Contemporary. Resultatet er en lille sammenklappelig stol på hjul, man kan tage med sig rundt i de skiftende udstillinger. Stolen er bevidst skabt med et lille sæde og er ikke tænkt som en, man skal sidde længe på, men altså blot bruge, når man har lyst til at dvæle ved et værk.
Nikoline Oda har designet en stol til fællesspisning hos fødevarevirksomheden Aarstiderne. Grøntsagernes farver, der blander sig med hinanden og skaber harmoniske gradueringer, har inspireret til et eksperiment med farvespil, som i stolen fremstår både levende og foranderlige.
Designskolen har en lang tradition for at tænke visionært, når det handler om stoledesign. For et par år siden stod den for et projekt, der hed 75+ og handlede om stole til ældre mennesker, der ønskede at omgive sig med møbler, som var både komfortable og smukke – og helst alt andet end otiumagtige.
fortsæt med at læse


























