Hvis jeg kunne, ville jeg skifte mine stole ud hver uge. Der findes nemlig næppe et møbel, som er mere indbydende end en god stol. Er stolen fremstillet ordentligt, kan man både tilbringe hele aftener på den eller nyde synet af den, som den står dér ved spisebordet eller i et hjørne.
Stole er som mennesker. Nogle er bløde og indbydende. Andre er hårde og kantede. De er ikke til at undvære på vores breddegrader, hvor de løfter os op fra de kolde gulve, samtidig med at de indgår som skulpturelle elementer i indretningen. At udskifte stolene hver uge ville føles som at få nye venner hele tiden, og selv om det nok ville være forjættende, ville det sikkert blive stressende i længden. For slet ikke at tale om det økonomiske aspekt, som nok ville tage livet af min bankrådgiver.


























