Først må jeg ikke få lov til at gå ud på bagtrappen. En svær vagtmand med tatoverede arme på tværs over sin magtfulde brystkasse brummer som eneste forklaring, at han »bare følger ordrer«. Det er ikke godt for udsugning og klimaanlæg, hvis døren hele tiden skal åbnes, forstår jeg.
En af de mange pr-assistenter, der er til stede denne dag, hvor omtrent alle tyske medier er på besøg i Weimar, lægger sig hurtigt imellem. Hun lover at forsøge at få den lukkede dør åbnet ved at henvende sig »på højeste sted«. Det befinder sig tydeligvis et par etager under os.




























