Trekanter, firkanter og cirkler – det er 100 år, siden Bauhaus-skolen åbnede i den lille, men historisk betydningsfulde by Weimar, der samtidig var blevet sæde for Tysklands første demokrati. Med en voldsom kulturel energiudladning kom skolen til at skabe støbeformer for den moderne verden inden for stort set alle kunstarter.
Med masker på hovedet, så de ligner noget mellem robotter og åndemanere, er der stadig noget forlokkende udsyret i den nostalgiske version af fremtiden, der strømmer fra billeder af kostumerne til danseforestillingen ’Triadische Ballett’ fra 1922. De var lavet af Oskar Schlemmer, leder af Bauhaus’ teaterværksted, og kan stadig presse vores fantasi med deres uudgrundelighed.
Men sidder man i dag i et moderne hjem under PH-lampens skær, hælder op af sin cylinderformede Stelton-kande og læser i Politiken, vil al denne formgivning, man omgiver sig med, være nær umulig at forestille sig uden de vide tanker om god industriel formgivning, som løb gennem Bauhaus-skolen. Påvirkningen fra Bauhaus er blevet et grundvilkår.
Og skruer man de mest enøjede kritiske briller på, var nogle af tankerne formuleret på skolen også kimen til en form for rædsel ind i verden. En stedløs, vægtløs og sømløs modernisme, der har omskabt store dele af verden til lufthavnslignende komfort. En forskelsløs verden, hvor forbrugerkapitalisme og rene linjer glider friktionsløst ind i hinanden og reducerer mennesket til et åndløst væsen. Skemaet for den senmoderne verden blev ikke tegnet i Bauhaus. Men det er utænkeligt uden.
