Kontempo er en sammenslutning af danske tekstilkunstnere, der med jævne mellemrum udstiller sammen. I 2016 udstillede de under overskriften ’Is This Textile?’ og i 2017 ’Is This Knit?’.
Nu er de på banen igen med en dagsorden, der handler om farver. ’Is This Colour?’ hedder udstillingen i Rundetaarn, der kan opleves frem til sankthans. Kontempo har sat tre kuratorer, designskribent Charlotte Jul og designerne Louise Campbell og Stine Find Oesther, til at udvælge de 24 værker, der udstilles i Rundetaarn, og det betyder, at den sædvanlige fornemmelse af gruppeudstilling – nu kommer jeg og viser, hvad jeg har arbejdet på det seneste års tid – heldigvis er helt fraværende. Kvaliteten er høj, udvalget af værker varieret, og for gæsterne er der masser at gå på opdagelse i.




























