På torsdag åbner kunsthåndværkermarkedet på Frue Plads i København, som det har gjort hvert år i august siden 1983. I tre dage myldrer kunsthåndværkere fra hele landet til den aflange plads mellem universitetet og Vor Frue Kirke for at udstille og sælge de ting, de har gået og syslet med siden sidste år.
Der vil være tekander, halskæder, rødvinsglas og tørklæder. Nips til reolen og salatskåle til køkkenet. Alt sammen skabt af de omkring 130 udstillere, der møder op for at sælge til de sultne kunder, men også for at møde hinanden og udveksle erfaringer.




























