Hvis jeg boede alene, ville mit hjørne i arbejdsværelset helt sikkert sprede sig til kulisser og stillebens alle vegne. Jeg ville have ekstremt mange ting, samle på alt muligt og organisere det i små grupperinger. Det er der ingen tvivl om. Det går bare ikke, fordi min mand er helt modsat. Han kan bedst lide, at der slet ingen nips er, og derfor indretter jeg mig indimellem lidt autonomt. Nu må vi se, om det her hjørne også bliver et midlertidigt tableau.
Her står nogle af mine yndlingsting og arvestykker, som jeg har haft et forhold til hele livet. Umiddelbart virker min meget lille vase fra Royal Copenhagen ikke som noget særligt, men jeg kan tydeligt huske den i vindueskarmen hos min farmor og farfar. Den minder mig meget om dem og betyder alverden. Den moderne Fabricius & Kastholm-sofa står her også og klæder vores klassiske Frederiksberg-lejlighed med stuk og højt til loftet. Egentlig ved vi ikke specielt meget om møbler og er på ingen måde connaisseurer. Vores køb er impuls og totalt lystbetonet, og ingen ville sige, at her bor sandelig nogen, der kan lide Poul Kjærholm eller perioden fra 1968 til 1974.
