Rune Skyum-Nielsen følger helst ikke skabelonerne. I sin slædestol fra Børge Mogensen forsvinder han ind i nye verdener og skriver på fortællinger, leger med det gængse. Det fortæller den bogaktuelle forfatter og kulturskribent.

Rune Skyum-Nielsen: »Da jeg blev far, forstod jeg pludselig, hvad mine forældre søgte og fandt i stolen«

 Rune Skyum-Nielsens slædestol og fodskammel fra Børge Mogensen er gået i arv i nogle generationer. Her holder han meget af at skrive og se fjernsyn. Men stolen har også lagt ryg til festligheder – blandt andet en kammerats fuldemandssyge og nogle, der forsøgte at være intime i den.  Foto: Mads Nissen/POLFOTO
Rune Skyum-Nielsens slædestol og fodskammel fra Børge Mogensen er gået i arv i nogle generationer. Her holder han meget af at skrive og se fjernsyn. Men stolen har også lagt ryg til festligheder – blandt andet en kammerats fuldemandssyge og nogle, der forsøgte at være intime i den. Foto: Mads Nissen/POLFOTO
Lyt til artiklen

I en periode skrev jeg bedst om morgenen. Jeg stillede uret til klokken halv seks, satte mig i stolen med min pulverkaffe og tastede af sted, indtil verden vågnede omkring mig. Det er det, jeg kan i den stol. Forsvinde og gå i ét med mit tastatur.

Børge Mogensens slædestol stod i mit barndomshjem, og dengang opfattede jeg den lidt som en fjende. Hver gang min far eller mor sad i den, havde de alenetid med deres arbejde, og det fyldte, efter min smag, for meget. Alligevel tog jeg den med hjem, da jeg for 15 år siden fandt den opmagasineret. Det mørklilla betræk var fuldstændig mørnet, så jeg fik den ombetrukket med lyseblå uld, som var lige efter mit hoved dengang.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her