Kunstlærerinden Estrid Ericson var 30 år, da hun i 1924 besluttede sig for at bruge arven efter sin far på at åbne værksted og butik i Stockholm under navnet Svenskt Tenn. På svensk hedder tin ’tenn’, og det var netop i det grundstof, at Estrid Ericson på kunstnerisk vis designede og formede brugsgenstande. Det gjorde hun så godt, at den svenske konge kom forbi på selve åbningsdagen.
Ret hurtigt stod det dog klart, at tinprodukterne ikke indfriede Estrids talent for at udvælge visionært design, som andre stod bag. Derfor udvidedes sortimentet med møbler og tilbehør skabt af designere, som Estrid Ericson med sit skarpe æstetiske blik håndplukkede. Heriblandt det østrigske designtalent Josef Frank, hvis tidløse møbeldesign og blomstrede, farverige tekstil- og tapetprints snart blev Svenskt Tenns dna, og som gennem årene har gjort, at firmaet har kunnet overleve næsten 100 års økonomiske op- og nedture, skiftende boligtrends og forbrugsmønstre.




























