For nylig fandt jeg en tung papæske langt inde i et køkkenskab. Jeg hev den ud og åbnede den og fandt en helt ny låsekasse, som var købt for mange år siden hos en isenkræmmer på Vesterbro.
Den tidligere ejer af lejligheden har sikkert haft en intention om at skifte låse ud til en af yderdørene, men det er blevet ved tanken, og låsekassen er med tiden gledet længere og længere ind et dybt skab. Rundtomkring har jeg også fundet nøgler, der ikke passer til nogen af låsene i lejligheden, og jeg har samlet dem i en lille bunke, indtil den dag hvor jeg kan smide dem ned i containeren til metalaffald i gården.


























