Jeg er vild med det her fag, fordi jeg ikke kan kontrollere det. Leret opfører sig, som det selv vil, og overrasker mig stadigvæk efter 30 år, når jeg eksperimenterer med formerne, dykker ned i brændingsteknikkerne og nørder glasurerne. Mine metoder er ret langsommelige, for jeg håndmodellerer alle formene og laver selv mine glasurer, som jeg maler på med en pensel. Det giver en styrke og malerisk skønhed i overfladen – og en kompleksitet, som jeg synes er interessant.
Der findes jo nok brugsgenstande ude i verden, så jeg skaber, fordi jeg ikke kan lade være. Lige siden håndarbejde og sløjd i folkeskolen har jeg elsket at forsvinde fuldstændig væk i teknikkerne, når jeg arbejder med mine hænder. Det er der, jeg leger. Der, jeg gør, hvad jeg har lyst til, får ideer, afprøver, reflekterer og får svar på nogle spørgsmål, jeg stiller til materialet. Når det lykkes, føler jeg mig lykkelig. Intet mindre. Lige så høj jeg kan være i processen, lige så tung, trist og ked af at det kan jeg også blive, hvis noget bare ikke virker, når det kommer ud af ovnen. Det er meget følsomt – og måske derfor, jeg føler mig så levende, når jeg står midt i det.
