Skulle Kim Buck være noget andet, ville han vist være orgelbygger. Da han sidste år fik et ophold på Statens Værksteder for Kunst, brugte han ikke tiden på at udforske det smykkefelt, han har arbejdet i de seneste 40 år, men derimod på at bygge orgelpiber.
Seks piber har han frembragt, som er pakket ind i træ og udstyret med røde greb, som man skal trække i, hvis man vil høre kammertonen, som Kim Buck fortolker den. Orgelpiberne stikker lige op i luften på et podie, og de er så indbydende, at man iler hen til dem, før man får kastet et blik rundt i lokalet, der er fyldt med Kim Bucks smykker.




























