At julefilmen har gennemgået noget af en revolution igennem årene, er dette års høst et (hårdt)slående eksempel på.

Kim Skotte anmelder julefilm: Der er både hårde og bløde pakker under biografernes juletræ

Niko tror, han er selvskreven til en plads i Rensdyrkorpsets mandefællesskab, men så dukker Stella op ud af det blåsorte. Foto: Nordisk Film
Niko tror, han er selvskreven til en plads i Rensdyrkorpsets mandefællesskab, men så dukker Stella op ud af det blåsorte. Foto: Nordisk Film
Lyt til artiklenLæst op af Kim Skotte
09:48

Nu er det jul igen, og julen varer lige til påske. Og som det ikke var nok, begynder den efterhånden også allerede så småt lige efter efterårsferien, brummer jeg som en nyslået Scrooge.

For næppe har man afviklet den invasive halloween, der makabert synes at have fortæret den gode gamle fastelavn, før julen banker på. Apropos halloween var det i 1993, at Tim Burton og Henry Selick rystede juletraditionen med den skønne gyseranimation ’The Nightmare Before Christmas’. I en musikalsk og mørkt romantisk fantasi kidnappede Jack Skellington julemanden, så han selv kunne trække i nissehuen og i stedet for det evindelige sentimentale julepladder kunne begrave alle de små slemme børn under en sort gaveregn af fugleedderkopper og voodoodukker.

Læs videre for 1 kr.

Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.

Bliv abonnent nu
Allerede abonnent? Log ind
Stopskilt_glad

© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her