Det er faktisk lidt ironisk. Jesse Eisenberg har skrevet og instrueret det humoristiske drama ’A Real Pain’, og han spiller selv en af hovedrollerne som jødiske David, der har inviteret sin fætter Benji (Kieran Culkin) med på en erindringstur til Polen, hvor deres elskede, nu afdøde bedstemor kom fra.
David har – tro mod Eisenbergs on and off screen persona – et kontrolneurotisk og introvert gemyt, mens Benji vader ind i folk med træsko på og er én stor, uforvarende charmeoffensiv på to pyjamasklædte ben.


























