Den ultrarealistiske krigsfilm ’Warfare’ er ikke underholdende, og der er ikke meget menneske bag uniformerne. Det er krigen som rutine og derfor mere rystende end de fleste actionbrag.
’Warfare’ er ikke en heroisk amerikansk krigsfilm som ’De grønne baretter’ fra 1965 med John Wayne eller ’Top Gun’. Den er heller ikke en humanistisk antikrigsfilm som ’Født den 4. juli’, ’Platoon’, ’Full Metal Jacket’, ’The Thin Red Line’ eller ’Dommedag nu’.
De to genrer kræver relaterbare hovedpersoner, en dramatisk kurve over tre akter, omslag, pauser og masser af action på slagmarken.
Du er godt i gang – få adgang til hele artiklen, alt på politiken.dk og dagens e-avis i en måned for kun 1 kr. Ingen binding.
Bliv abonnent nu1
2
3
4
5
6
Politiken laver masser af lyd, og her har vi samlet det hele til dig. Lyt til store lydfortællinger og hør vores journalister læse artikler op.
© Alt materiale på denne side er omfattet af gældende lov om ophavsret. Læs om reglerne her
