Situationskomediens omdrejningspunkt har siden genrens opkomst i fjernsynets barndom været (kerne)familien. For den var samfundets grundenhed; det, alle kunne forholde sig til, fordi alle havde en familie, og havde enkelte det ikke, kunne de i så fald more sig over, hvordan man gik og havde det i sådan en. På godt og ondt.
Lucille Ball og Desi Arnaz var en lille familie i den nærmest genredefinerende serie ’I Love Lucy’, og senere titler som ’The Brady Bunch’ og ’The Partridge Family’ tog også udgangspunkt i en familie-situation. Og i 1970’ernes store danske komedieserie ’Huset på Christianshavn’ handlede det også om en storfamilie, der så bestod af nogle mindre enheder.




























