Den prisbelønnede tv-serie ’Breaking Bad’ er den bedste serie i det 21. århundrede.
Det vurderer avisen The New York Times, som har lavet en top-100-liste over de bedste serier med input fra i alt 516 folk i branchen.
Skuespillere, instruktører og manuskriptforfattere er blevet bedt om at stemme på ti serier, som ifølge dem er de bedste, der har haft premiere efter den 1. januar 2000.
’Breaking Bad’ blev sendt fra 2008 til 2013 og har Bryan Cranston i hovedrollen.
Den handler om en gymnasielærer, der bliver diagnosticeret med dødelig lungekræft og derfor pludselig begynder at fremstille methamfetamin for at sikre sin families økonomiske fremtid.
På andenpladsen er ’The Wire’ fra 2002, som handler om stofmiljøet i den amerikanske by Baltimore i Maryland. Her er Dominic West i hovedrollen, og han optræder også i en anden serie, som The New York Times har på listen.
Han spiller nemlig den britiske kong Charles i de to sidste sæsoner af ’The Crown’, der er nummer 20 på avisens liste.
På tredjepladsen er ’Mad Men’, der har vundet 15 Emmys for sin skildring af et reklamebureau i 1960’ernes USA.
Komediedramaet ’Succession’ fra 2018 ligger på fjerdepladsen. Serien handler om Roy-familien, der ejer et globalt medie- og underholdningskonglomerat.
Ifølge magasinet Forbes fortjener alle fire serier at ligge i toppen af listen. Men avisen noterer sig, at serier som ’Sons of Anarchy’ og ’Avatar: The Last Airbender’ ikke optræder på listen.
»Enkelte ret nye - og derfor i hvert fald delvist uprøvede - serier er på listen, herunder ’The Pitt’, ’Baby Reindeer’ og ’The Diplomat’ - alle kvalitetsserier, men hvor er ’Hannibal’? Hvor er ’Fargo’?«, spørger avisen.
’Hannibal’ er en gyserserie fra 2013 med danske Mads Mikkelsen i hovedrollen.
Der er dog en grund til, at den prisbelønnede ’The Sopranos’ ikke er på listen, påpeger The New York Times. Serien havde nemlig premiere i 1999 - altså før århundredeskiftet.
Men det er en dårlig regel, mener Forbes, som mener, at man kunne have valgt at inkludere serier, der havde premiere tidligere.
På den måde kunne både ’The Sopranos’, ’The West Wing’, ’Futurama’ og ’The Simpsons’ være kommet med på listen, skriver magasinet.
ritzau
fortsæt med at læse