Kriss, hovedpersonen i ’Rene hjerter’, bryder sig ikke om bøger. Han har læst historien om Noahs Ark, og den kan han ikke lide. Eller rettere; han kan ikke lide Noah, fortæller han i filmens begyndelse. For hvorfor tog han ikke kun de ’gode’ dyr med sig og efterlod de ’onde’ dyr, så som giftslangerne? Det ville Kriss have gjort. Sådan tænker filmens hovedperson så meget anderledes end filmens instruktør, Kenneth Kainz.Hans nye film, ’Rene hjerter’, handler ellers om Kriss, en ung psykisk syg mand, for hvem alle mennesker er enten gode eller onde.»Jeg kan følge enkeltheden i den tankegang. Det ville være dejligt, hvis tingene var så simple, men det er ikke en måde at omgås hinanden på. For så ville de onde ikke få lov til at være med – heller ikke på Noahs Ark. Jeg tror, at man kan påføre mennesker ondt, men dem, der gør det, ser det selv som en retfærdig eller måske endda god handling«. Stramme rammer Kainz ser ikke ondskab i samfundet, han ser forsimplinger i en kompliceret verden. Og det kan få konsekvenser for vores syn på andre mennesker. Det er den tematik, filmen tager fat i. »Filmen udspiller sig om en person, der deler ting op i godt og ondt, sort og hvidt. Jeg synes, jeg ser mange eksempler på det i tiden. Der er et meget stort behov for at tage klar stilling til tingene. Er du med os eller imod os? Der er et mærkeligt behov i tiden for at sætte tingene ind i meget stramme rammer. Det synes jeg filmen er et fint billede på«. Ved at tage udgangspunkt i en person, der ser på verden på så besnærende enkel en måde, får vi indblik i, hvordan mange tænker, mener Kenneth Kainz. Han har sympati for den forsimplede og naive tankegang, men den fungerer kun i sikrede omgivelser, som eksempelvis på den psykiatriske afdeling, hvor Kriss er placeret i begyndelsen af filmen for senere at flygte fra den. »Når han møder virkeligheden, får hans måde at tænke på alvorlige konsekvenser. For eksempel med vold til følge«. Ind i væggen Ifølge Kenneth Kainz lever vi i en kompleks tid. Og netop derfor er der en tendens til at sætte mennesker i bås. Han efterlyser mere empati og tolerance. Kun på den måde undgår vi at bygge vores mening om andre mennesker på uholdbare antagelser. »Man møder ofte folk med masser af holdninger, men ingen empati, og et stort behov for at sætte hinanden i kasser. Jeg tror folk er forvirrede, fordi de ikke kan tolke nuancerne«. Kriss lærer i filmen, at alt ikke kan deles op i godt og ondt. Da han havner ude i den virkelige verden, oplever han, at den hænger sammen på en helt anden måde, end han troede. Og efter at være gået ind i den samme væg flere gange, finder han en vej uden om. »Gradvist gennem sin flugt lægger han sit firkantede, fundamentalistiske livssyn på hylden og åbner til sidst op for, at alle menneskers eksistens er berettiget. Også dem der i Kriss’ øjne fremstod som ’de onde’«. Så måske får giftslangerne også en chance. Filmen er på ingen måder en løftet pegefinger, understreger Kenneth Kainz. Han har ingen illusioner om, at film eller andre kunstneriske udtryk alene kan få mennesker til at opføre sig anderledes. Hans film handler om andre ting. »Det handler om at underholde. Og så håber jeg da, at filmen derefter vil vække lidt eftertanke«.