I 1976 døde den 23-årige katolske studine Annelise Michel af sult og udmattelse, efter hun havde været udsat for mere end 20 djævleuddrivelser. Eksorcismen blev udført af en ung præst sammen med Annelise Michels familie i den lille by Klingenberg uden for München. Og katolikker fra hele Europa valfarter stadig i stort tal til hendes grav, fordi de betragter Annelise Michel som martyr. Det var den historie, der inspirerede den tyske instruktør Hans-Christian Schmid til filmen ’Requiem’. Filmen havde verdenspremiere ved Berlin Film Festival i februar, hvor filmens hovedperson Sandra Hüller fortjent fik en sølvbjørn for sit fantastiske troværdige spil som pigen Michaela, der helt klart er skåret over Annelise Michels liv og død. Og nu kommer ’Requiem’ så endelig ud i et par af de danske biografer. Tæt på virkelighedens Annelise Michel
»Jeg har prøvet at skildre Annelise Michels historie så tæt på virkeligheden som muligt. Men jeg har taget mig nogle friheder i den dramatiske opbygning af filmen undervejs«, forklarer Hans-Christian Schmid, da han forleden gæstede Grand Biografen i København for at fortælle om sin film. »Det største problem er tiden. Du kan ikke komprimere så langt et forløb til halvanden time. Derfor måtte jeg foretage nogle valg. Annelise var f.eks. studerende i længere tid, end Michaela er det i ’Requiem’. Hendes mor var lidt mere menneskelig, end jeg har skildret hende i filmen. Hun mødte to-tre ældre præster, inden hun gik med til djævleuddrivelse, og hun havde flere søskende, end i filmen. Men på bundlinjen er Michaela og Annelises historier samstemmende«. Det sker stadig Hans-Christian Schmid var selv katolik, indtil han i 1992 lavede dokumentarfilmen ’Die Mechanick des Wunders’, hvor han beskriver konflikterne mellem tro og forretning i byen Altöttingen, hvor han selv blev født i 1965, og hvor han voksede op. Samt tv-filmen ’Himmel og helvede’, som handler om en katolsk sekt – i stil med sekten Opus Dei, som den fremtræder i ’Da Vinci mysteriet’. »I arbejdet med de to film stødte jeg bl.a. på præster, som fortalte helt unge mennesker, at dommedag er nær. Og at deres eneste redning er Gud, sådan som han fremstår i deres sekt. Den slags kan jeg ikke få til at rime med min egen overbevisning. Og Vatikanet har intet gjort for at tage afstand til sekten«, fortæller en tydeligt forarget Hans-Christian Schmid, som også ser Vatikanets rolle i eksorcismen som et problem. »Eksorcisme er stadig en del af den katolske kirkes virkemidler. Som et redskab til at uddrive djævlen, når et menneske er blevet ’besat’. Vatikanet tilbyder stadig kurser i djævleuddrivelse. Og selv om jeg ikke tror, at djævleuddrivelser forekommer så ofte mere, så er jeg overbevist om, at de eksisterer. Vi hører bare ikke om det«. »Den katolske kirke har undervist i eksorcisme under pave Johannes Paul II, og fortsætter med det under den nuværende Benedict XVI. Så sent som i foråret 2005 blev der holdt et seminar med titlen ’Eksorcisme og bønner for frihed’ for 120 præster under Vatikanets ledelse. Og seminaret var så stor en succes, at det blev gentaget her i foråret«, siger Hans-Christian Schmid. Fra landsbypige til storbystudine
’Requiem’ tager sit udspring i en lille sydtysk by i 1970’erne, hvor den 21-årige Michaela sætter sin vilje igennem overfor sine forældre. Trods langvarig kamp mod svær epilepsi, får hun lov til at tage ind til storbyen Tübingen for at studere ved universitetet. Michaelas hjem og baggrund er dybt religiøse, og hendes nye tilværelse sætter hendes tro på alvorlige prøver. Hun får en nær veninde, hun får en kæreste og hun deltager for første gang i socialt samvær, som ikke er styret af kirken og troen. De mange og store påvirkninger gør bl.a., at hun glemmer sin medicin, og hendes epilepsi bryder igen ud. De tiltagende anfald kaster Michaela ud i nogle frygtelige vrangforestillinger, og hendes veninde og kæreste forsøger at få hende til at opsøge en psykiater. Men Michaela opsøger i stedet en ung katolsk præst, og han bekræfter hendes værste frygt; at hun er besat af djævlen, og kun eksorcisme vil kunne redde hende. Har du haft kontakt til nogle fra Annelise Michels familie i forbindelse med filmen? »Ikke mens vi lavede filmen. Men nu har jeg tæt kontakt til en af hendes søstre. Jeg ønskede helt bevidst ikke, at hendes familie skulle blande sig, mens vi lavede filmen. Dengang hun døde, forbandede moderen alle journalister og sagde, at »pressen er djævlen«. Derfor var jeg sikker på, at vi ikke ville få nogen hjælp fra den side. I stedet havde vi tilknyttet en advokat, som vejledte os i, at vi skulle skifte hendes navn, vi skulle ændre stedet for handlingen, osv.«. »Men da filmen var færdig, følte jeg, at jeg måtte kontakte familien. Derfor skrev jeg til en af hendes søstre, som jeg havde fået at vide, var den mest åbne i familien. Vi mødtes fem-seks gange i hendes hjemby før premieren, og vi mødtes i Berlin og i München«. »Ved vores første møde sagde jeg til hende, at hun havde tre muligheder. Enten kunne hun vælge at slæbe mig i retten. Eller hun kunne lade være med at gøre noget. Men hun kunne også få lov til at læse manuskriptet til filmen inden den havde premiere, og så derefter afgøre, om hun ville se den. Hun valgte det sidste, og kom faktisk til verdenspremieren på ’Requiem’ i Berlin sammen med sine to sønner«. Hvad syntes hun om filmen? »Dybest set ville hun helst, at den ikke var blevet lavet. Men når det nu skulle være, så var hun glad for, at jeg havde skildret hendes søster så nuanceret, som tilfældet er. Men hendes mor, som nu er 87 år, vil under ingen omstændigheder se filmen«. Føler familien sig skyldige i Annelise Michels død? »Nej, under ingen omstændigheder. Og det faktum, at hun er blevet martyr, hjælper dem utroligt meget. På den måde har de kunnet leve med hendes tragiske død, som de ikke et øjeblik er i tvivl om, er Guds vilje«, siger Hans-Christian Schmid med en let hovedrysten. Stærk og sårbar Undertegnede var selv til stede ved den omtalte verdenspremiere i Berlin i februar. Og her var ingen i tvivl om, hvem der et par dage senere skulle modtage guldbjørnen for bedste kvindelige hovedrolle ved filmfestivalen. Så overbevisende er Sandra Hüller nemlig i den utroligt krævende hovedrolle. »Men jeg startede faktisk med at afvise Sandra Hüller, da min casting-agent præsenterede mig for hende. Jeg var helt på det rene med, at vi skulle finde den helt rigtige til rollen. Hele filmen afhænger af, hvor troværdig hun er«, forklarer Hans-Christian Schmid. »Sandra var den første, som jeg blev præsenteret for. Og jeg havde den her fornemmelse, at så nemt kan det ikke være. Derfor bildte jeg mig selv ind, at hun var for stærk – for robust. Jeg ville have en, der var mere tynd, mere bleg og mere sårbar. Nu bagefter er det så åbenlyst, at Sandra er den helt rigtige, fordi hun både er stærk og sårbar. Pludselig indså jeg heldigvis, at hendes styrke var en stor fordel for filmen. Styrken kunne bruges i starten af filmen til at overbevise moderen om, at hun skal have lov til at flytte fra hjemmet for at studere i Tübingen. Og hendes sårbarhed kom gradvist til under optagelserne. Så overbevisende er hun, at vi som tilskuere går ned sammen med hende«, smiler Hans-Christian Schmid. Belønnet med priser
Sandra Hüller har da også fået en stribe af priser for sin pragtpræstation. Ud over guldbjørnen i Berlin har hun fået den tyske Oscar, hun har fået kritikernes pris samt en række priser på diverse festivaler, hvor ’Requiem’ er blevet vist. Og kun overdreven ærefrygt for Penelope Cruz afholdt Sandra Hüller fra også at få European Film Award i Warszawa i sidste weekend.

Sandra Hüllers præstation er så meget mere overbevisende, fordi ’Requiem’ er den 28-årige skuespillerindes debutfilm. Efter at hun blev færdig på skuespillerskolen i Berlin i 2000, har hun stået på scenerne i Jena, Leipzig og Basel. Her har hun haft store roller som Julie i ’Romeo og Julie’, i Goethes ’Faust’ og i titelrollen i ’Medea’. Derudover har hun medvirket i et par kortfilm.