Bedre sent end aldrig. Også selv om 62 år er endog meget lang tid at vente. Men så lang tid skulle der altså gå, før de frivillige soldater fra Frankrigs oversøiske kolonier, som kæmpede side om side med de hvide franskmænd i Anden Verdenskrig, fik den æresoprejsning – og den soldaterpension – som de er berettiget til. Og at det i det hele taget lykkedes, skyldes ikke mindst Rachid Boucharebs film ’Ærens dage’ (’Indigénes’), som i dag kommer ud i de danske biografer. »Jeg har arbejdet over 10 år på at lave ’Ærens dage’«, forklarer Rachid Bouchareb, da jeg møder ham på et hotelværelse i Paris tidligere på året. Og det er svært at forestille sig, at denne venlige, lidt forsagte mand i cowboybukser og noget, der minder om en militærjakke, bevidst har sat sig op mod det øverste Frankrig. Men det har hele tiden været intentionen, hævder han. »I hele arbejdet med filmen har jeg haft ét mål, nemlig at udskifte officiel fransk historie med den virkelige franske historie. At fortælle, hvad der virkelig skete i hæren – hvorfor mange unge anden- og tredjegenerationsindvandrere kan være stolte af deres fædre og bedstefædre, og hvilken blodig uretfærdighed der er overgået dem. Og det ser heldigvis ud til at lykkes nu«. På ulige fod ’Ærens dage’ følger fire nordafrikanske soldater, der – akkurat som 400.000 andre fra de franske kolonier – forlader deres hjem for at slås for Frankrig. Kolonisoldater, som franske skolebørn har hørt mindre end lidt om i deres historieundervisning. Og endnu mindre har de hørt om, hvordan de blev forfordelt i hæren.
Lige fra, at de blev brugt som kanonføde, til at de blev snydt for deres madrationer. Og tilsyneladende er det kun en række embedsmænd, der har kendt til, at kolonisoldaterne siden 1959 kun har modtaget en tredjedel af den pension, som fuldblodsfranskmændene har modtaget. Skuespillerne blev sidste år ved filmfestivalen i Cannes kollektivt belønnet med guldpalmen for bedste mandlige hovedrolle. En ære, som Rachid Bouchareb naturligvis er glad og stolt over. Men han er endnu mere stolt over det politiske resultat, som hans film har afstedkommet.
