Over for døden er vi alle lige, siger man, så det gælder vel også, når døden kommer med fjendens patroner, bomber og granater? Ikke helt! Nogle er mere lige end de andre, der langt hyppigere står nærmere skudlinjen – og oven i købet også får ringere tak for standhaftigheden, hvis de overlever.
Det minder denne storslået producerede, rystende velfortalte og politisk aktuelle film os om.
I alt det nationalbetændte vrøvl om, at hovedtørklæde og håndskyhed (ligesom vores oldemødres på landet) er ’foragt for dansk sæd og skik’, er filmen her nemlig – med sit stof fra Anden Verdenskrig og tiden efter – en nyttig påmindelse om, hvorfor så store dele af den arabisktalende verden føler sig foragtet og diskrimineret af europæere gennem slægtled: fordi det har været virkeligheden, lige til i dag!
Alternativ til sultedøden
Først fra januar 2008 vil den franske regering således udbetale de tusindvis af ’indfødte’ soldater fra tidligere kolonier samme veteranpension, som deres hjemmefødte franske våbenbrødre fra den krig har oppebåret de foregående tres år.
Filmen ’Ærens dage’ var en direkte anledning til Chiracs ’optøning’ af de pensioner, der har været indefrosset siden 1959, under Algeriets selvstændighedskrig.
Scenen er Nordafrika 1943. I lerklinede landsbyer rekrutterer de Frie Franske styrker på livet løs unge fattige arabisktalende mænd til at forsvare ’fædrelandet’ – den franske jord nord for Middelhavet.
For analfabetiske Saïd er uniformen alternativ til sultedøden, mens den lidt bedre uddannede Abdelkader har drømme om militær karriere, måske endda ligestilling? Også Messaud og Yassir har deres grunde ligesom deres ’hvide’ sergent, franskalgerieren Martinez.
Løgn og censur
Disse mænd – i angst såvel som heltemod spillet så stærkt, at de alle fem modtog Cannes’ Guldpalme kollektivt for bedste mandlige hovedrolle – følger vi gennem krigens to sidste år, fra slagmark til slagmark.
Det indledende satellitzoom ned på den nordafrikanske landsbys ørkenjord afløses af stadig federe jorder med frodigere afgrøder: Italien, Provençe, Rhônedalen, mens kugler og granater gør det lyst og goldt i geledderne omkring den lille håndfuld.
I oktober 44 har disse ’indigènes’ (’indfødte’, den originale titel) nået Vogeserne og får endelig støvler i stedet for de bare tæer i sandalerne.
Vi har set dem blive snydt for de ’rigtige’ franskmænds orlov, deres proviantrationer er ringere end våbenbrødrenes, den militære forordning om obligatorisk læseundervisning mærker de intet til, og selv om Yassir faktisk kan skrive til den franske pige, han traf i Marseille, standser hærens censur brevene og lyver for pigen, der spørger efter dem.
Afsluttende ildkamp
Racisme er den eneste nøgterne betegnelse for denne forskelsbehandling, der kun vendes til hul retorik om frihed, lighed og broderskab, så snart de ’indfødte’ skal sendes først i ilden!
Som det igen sker i krigens sidste vintermåneder, da vores ukuelige håndfuld melder sig til at undsætte et lille amerikansk brohoved bag de tyske linjer og selv blive »de første franskmænd i Alsace« siden krigsudbruddet.
Synet af de udmarvede nordafrikaneres afsluttende ildkamp mod lige så desperate tyske styrker mellem den fransk-tyske landsbys lader og skure og bindingsværkshuse glemmer man ikke med det samme!
Selvfed skyklapnationalisme
Enhver krig afstumper vores menneskesyn, men hverken krigsfilm eller antikrigsfilm er jo ligefrem nogen mangelvare. Hvad der udmærker denne ikkeamerikanske af slagsen er ikke kun dens fokus på et overset hjørne af styrkerne – 130.000 ’indfødte’ var der i den franske hær! – men også dens skarpe sidelys på nutidens konflikt mellem klodens rige og fattige, mellem selvforståelsen i den vestlige verdens befolkninger og i den arabisktalende verdens.
Instruktøren – der også var nomineret til Guldpalmen – stod som producent på sidste års knap så storslået producerede, men endnu mere dystre film ’Flandres’, om tre nordfranske bonderøves lige så trøstesløse mobilisering til en dem uvedkommende ørkenkrig, i Irak eller Afghanistan.
Hele filmen igennem genlyder – med titlen – det bitre ekko af nationalsangen i vore ører, skønt den kun blev sunget én gang i starten af filmen: »Le jour de gloire est arrivé«! Nej, vanærens dage er det, for al selvfed skyklapnationalisme ude & hjemme.
fortsæt med at læse
