Klokken 13: Pressefotografering
En mørk port i Ravnsborggade en fredag i december. Og ugeavisens pressefotograf er tilfreds:

»Det er skidegodt, at du har hue på! Det handler jo om filmen, ikke? ’De unge år’! Jeg tænker drengerøv!«.

Jonatan Spang står med ryggen op ad muren. Han smiler og nikker høfligt og ser sit snit til at tage en bid mere af sin sandwich. Rigtig frokost blev der ikke tid til i dag.

I morges var han til ledelsesmøde på teatret og så i huj og hast til Søren Rasteds lydstudie på Nørrebro for at optage et nummer til et juleshow på tv. Og nu altså fotografering og derefter interview med ugeavisens journalist. Og så lige en fotografering til bagefter. »Ja, du må meget gerne spise samtidig!«. Ugeavisens fotografen er glad, mens Jonatan Spang stivner en anelse i porten. »Nej, jeg gider altså ikke sådan nogle billeder, hvor jeg har sovs i hele hovedet«, forsøger han.

På vej tilbage til teatret går han i forvejen. Og spiser videre. Så går fotografen op på siden af ham og knipser igen. Et sjovt billede. Det er det, de fleste går efter, når de skal fotografere 29-årige Jonatan Spang. For manden er jo en kendt stand-upper, og de er bare sjove, sådan nogle. Således også dette eksemplar, selv om han både er teaterdirektør og klassisk uddannet skuespiller og i næste uge har premiere på sin første egentlige hovedrolle i filmen ’De unge år’. Her spiller han en tænksom, rødmende og angstfyldt filmskoleelev, der langsomt vokser med opgaven. I filmen er hans hår farvet mørkt, men denne fredag er det eneste mørke ved Jonatan Spang hans øjne. »Hvordan fanden indretter man sit liv, hvis det er hele livet, der skal være sådan her«, spørger han fem timer senere på en café. »Hvordan er ti år med presse? Hvordan er tyve år med presse? Hvordan gør man? Det er lidt som at få stukket sådan en slange op i røven, ikke? Ligesom sådan noget tarmskylning. På et tidspunkt er der bare ikke mere deroppe«.