Hvis man ikke kan gå i seng med sin mor, så kan man da forsøge sig med sin stedmor eller en pige, der ligner ens mor på en prik. Frastødt? Det behøver du ikke være. Den 17-årige Hallam Foe, hovedpersonen i den premiereaktuelle film af samme navn, er en sød knægt, der bare er godt og grundigt fucked up efter sin mors død. »Jeg åbner altid ørene, når jeg hører noget, som lyder lidt anderledes, og ’Hallam Foe’ er helt sikkert anderledes«, fortæller den 21-årige filmstjerne Jamie Bell over telefonen fra Los Angeles.
Britisk films største talenter
Siden gennembruddet i rollen som den britiske minearbejdersøn Billy Elliot, der drømmer om en karriere som balletdanser, har Bell været på udkig efter de skæve ungdomsroller. Og det første møde med David Mackenzie, instruktøren bag ’Hallam Foe’, varslede også et ganske særligt samarbejde mellem to af britisk films største talenter.
»David og jeg havde et meget mærkeligt første møde«, fortæller Jamie Bell. »Da jeg var til filmfestivalen i Berlin med ’Dear Wendy’ (af Thomas Vinterberg, red.), inviterede David mig ud at spise på en bizar japansk restaurant, hvor der blev spillet anime-pornofilm på væggene. Det var meget distraherende, og det hele virkede meget underligt, da han så fortalte mig om en film om en dreng, som gerne vil i seng med sin mor«.
Voyeurisme fra en tagryg
Jamie Bell kunne ikke desto mindre følge David Mackenzies erklæring om, at »fremtiden tilhører de underlige«, og sammen har de skabt fascinerende filmkunst om en ung mand, der efter sin mors død, fjerner sig mere og mere fra omverdenen og begynder at udspionere folk fra sin træhytte.
Efter et både erotisk og hadsk møde med sin stedmor, der er flyttet ind på familiegodset, stikker Hallam Foe af hjemmefra. Han forlader det billedskønne, men lidt dystre skotske højland, og begiver sig mod storbyen Edinburgh, der nærmest får sin egen rolle i filmen.
Hallam Foe skaber sig et hjem på toppen af byens tage, og med håndholdt kamera følger vi ham springe fra tagryg til tagryg på udkig efter kærlighed og forståelse – ikke kun for sig selv, men også for livet og mennesker, og hvorfor de opfører sig, som de gør.
Mødet med voksenverdenen Især pigen Kate, der tilfældigvis ligner Hallam Foes mor, bliver offer for den unge mands voyeurisme – et træk, Jamie Bell gjorde meget ud af ikke skulle virke seksuelt. »Der er en fin grænse mellem, hvad der er perverst, og hvad der ikke er. Hallam kan virke ret syg og skør, men vi forsøger at komme langsomt ind på ham i begyndelsen af filmen, så man kan se, at han forsøger at lære noget om livet ved at observere andre. Han forsøger at få et perspektiv på mennesker, og hvorfor de behandler hinanden, som de gør. Det kan virke helt sindssygt, men det er også meget modigt, det han gør, for han ser jo andre folks problemer og træder ind i deres liv og ændrer dem«. David Mackenzie og Jamie Bell var enige om, at ’Hallam Foe’ skulle være en film om en ung mand, der kæmper med nogle voldsomme problemer, men i bund og grund repræsenterer de intense ungdomsår, hvor identiteten formes af tab, sorg og mødet med voksenverdenen.
