Da hun var 14, havde hun hvidt affarvet hår og knaldsort øjenmakeup. Sammen med de andre sortklædte svenske punkere tog hun så ofte som muligt båden fra Malmø til København, købte øl og sagde ’fuck’ til det samfund, de ikke følte, de hørte til i. I dag er Noomi Rapaces hår ikke længere hvidt og stridt. Det ligger blødt i sorte farvede krøller omkring hendes ansigt, og hun er kommet alene med flyet til København. Men tøjet er stadig sort. Bukser, seler, støvler og skjorte. Den 27-årige skuespiller er taget til Danmark for at tale om filmen ’Daisy Diamond’, der får premiere 23. november.
Desperationen stiger
Filmen er instrueret af danske Simon Staho, og Noomi Rapace spiller hovedrollen som svenske Anna, der rejser til København for at blive skuespiller. Med sit nyfødte barn puttet ned i tæpper i en sportstaske tager hun til casting efter casting og forsøger at opbygge en karriere og et liv.
Men det lykkes ikke for hende. Barnet græder, nægter at spise, og Anna har ingen mælk i brysterne. Annas desperation stiger. Hun vandrer rundt i timevis og forsøger at lulle barnet til ro og er skiftevis kærlig og aggressiv, før hun til sidst ikke magter mere. Hun dræber barnet og siger derefter langsomt også selv farvel til livet. »Da jeg læste manuskriptet, havde jeg det sådan: Søde Anna, lad være! Tal med nogen! Gør noget! Men det kan Anna ikke. Hun er hjælpeløs. Barnet er resultatet af en voldtægt, hun er selv blevet forladt som barn og har ikke fået den kærlighed, hun behøvede. Hun har ingen værktøjer til at gøre det, hun gerne vil. Hun er ensom og mister forbindelsen til virkeligheden, det egentlige liv. Hun blander det sammen med en slags indre virkelighed, og efter barnet er dødt, har hun kun den«. Spinkel råstyrke Noomi Rapace er lille og spinkel, men med en råstyrke bag det brune blik, der i filmen skifter fra ømhed til desperation på splitsekunder. Og ja, Noomi Rapace kan godt relatere til sin filmiske figur. »Jeg har selv et lille barn på fire år, og jeg forstår, at der er situationer, hvor man ikke er rolig og harmonisk. Hvor det hele bliver for meget, og hvor man selv bliver barnlig. Jeg forstår meget af Annas desperation. Men hun har ingen grænser. Hun går i panik. Jeg har aldrig selv mistet fatningen på den måde«, fortæller Noomi Rapace. Hun har som forberedelse til rollen har talt med flere psykiatere, som arbejder med fødselsdepressive kvinder, der forsøger at skade deres børn. De skal ikke dømmes, men hjælpes, lyder det fra skuespilleren, der ser flere paralleller mellem sit eget liv og nogle af de klange, som Anna rummer som person.
