»Super light«, »ti gange uha uha«, »charmerende« og »fortalt med et gigantisk glimt i øjet«.
Meningerne om den nye film 'Mamma Mia! - The Movie' er mange.
Baseret som den er på musicalen af samme navn og kittet sammen af stjernenavne (blandt andre Pierce Brosnan og Meryl Streep), er det heller ikke nødvendigvis en film, der vinder blandt den mere intellektuelle skare.
Og dog.
Begejstret Information
En af de største fortalere for 'Mamma Mia!'s lette kvaliteter er for eksempel Informations Christian Monggaard.
Han indleder sin anmeldelse med konstateringen: »Meryl Streep kan synge«. Og opremser derefter den perlerække af skuespillere, der viser sig også at kunne synge.
Og anmelderen er ganske begejstret.
»Alle synes de at have det sjovt i denne skærsommernatsdrøm af en luftig underholdningsfilm, der er designet til at gøre sit publikum glad i låget. Og glad i låget var jeg, da jeg forlod biografen ...«.
Spinkelt plot
Filmen har et ganske spinkelt plot. Sophie bor med sin mor og skal finde sin far blandt tre mulige kandidater. Og ligesom Christian Monggaard var også Urbans Louise Kidde Sauntved ganske godt underholdt.
»Ja, det er da lidt underligt at se dramadronningen Meryl Streep i perler og pailletter. Men hun ser bragende godt ud og klarer i modsætning til Brosnan vokaludfordringen med bravur. Og så er det jo bare for sjov det hele - på den lette, sommerlige og forglemmelige måde«.
Helt så uforbeholden er Ekstra Bladets Peter Albrechtsen ikke. Han indleder dog sin anmeldelse med en slags ros.
Ikke skamløst
»’Mamma Mia!’-filmen er nu ikke helt det skamløse spekulationsprodukt, man kunne frygte«, skriver han blandt andet og roser især skuespillerne for at undgå de værste klicheer og endda gøre sangnumrene charmerende. Men han er alligevel ikke overbevist.
»Når musikken klinger ud, kniber det dog gevaldigt med at ramme de rene toner. Instruktøren, Phyllida Lloyd, stod i sin tid bag teaterproduktionen, og meget af den klodsede koreografi føles som filmet teater. Og roderiet finder aldrig rigtig balancen mellem romance, drama og bøvet komik«.
Bedre end i Forum
Berlingskes Ann Lind Andersen komplimenterer filmen for i hvert fald at være bedre end »den skrækkelige version, der er blevet opført i Forum i København«.
Hun uddeler i alt tre stjerner og giver filmen følgende skudsmål:
»... er man til underholdning super light, hvor man lader hjernen få et hvil, mens stemmebåndet bliver slidt, er 'Mamma Mia!' sagen denne sommer«.
Forfærdeligt og slemt
Og så er der Politikens Bettina Heltberg. Den ultimativt mest negative af dagbladenes anmeldere.
Én for én bliver skuespillerne kritiseret. Og værst går det ud over Meryl Streep.
»Hendes værste øjeblik er sangen ’The Winner Takes It All’ – det lyder forfærdeligt, det er så slemt, at Pierce Brosnan kun kan stå helt stille og vente på, at anfaldet skal gå over«.
Bettina Heltberg er dog ærlig nok til at indlede sin anmeldelse med følgende sætning: »Hvorfor det blev mig, som skulle anmelde ’Mamma Mia! - The Movie’, ved jeg ikke«.
Så er læseren advaret.
fortsæt med at læse




























