Må der stå noget i avisen om sommeren? Det må der vel nok! Hvem skal skrive det? Det skal jeg!
Hvorfor det blev mig, som skulle anmelde ’Mamma Mia, the Movie’, ved jeg ikke.
Det kan ikke være, fordi jeg hænger øreglad ved Abbas musik; jeg vil nærmest sige tværtimod. ’Waterloo’ og ’Dancing Queen’ hører til mine absolutte hadenumre. Det kan kun være Hollywood og Jørgen de Mylius, som stadig kan finde på noget nyt at sige om Abba, selv om jeg må indrømme, at de da var geniale, for hundrede år siden.
Musicalen ’Mamma Mia’, der havde premiere i London i 1999, blev til overraskelse for Benny Andersson og Björn Ulvaeus en megasucces, som foreløbig er blevet set af 30 millioner sagesløse mennesker. Der sælges 17.000 billetter – altså om dagen. Så ved De det.
Hold dig i baggrunden
Det er ikke 1970’erne og Abba-musikken – men hvad er det så, der sender mig i biografen?
Aha, jeg tror, jeg har gættet det. Colin Firth!
Engang i 1980’erne sværmede jeg for den skuespiller og har derfor set næsten alt, hvad han har lavet på film. Det kan komprimeres til Darcy, Darcy og Darcy (Jane Austen). Han er, viser det sig desværre, en forholdsvis talentløs skuespiller, som diskret passes ind alle vegne, hvor en kultiveret og nydeligt udseende englænder skal gøre fyldest.
Oh, han er British! Og ikke så meget andet, men det lægger man ikke mærke til, før man pludselig en dag bliver opmærksom på sin dårlige smag og irriteres over den. Når han skal spille ud, dvs. røre lemmer, stemme og ansigtstræk, bliver det småpinligt, så instruktørerne har lært sig at gemme ham lidt væk – »han skal gå i spidsen og i det hele taget holde sig lidt i baggrunden«, som Storm P ville have sagt.
Ups og bvadr!
Jeg fortsætter med skuespillerne i denne film, sangstjernerne ville jeg sige ... (handlingen kommer vi til, det tager ikke mange linjer at ridse den op, vent venligst).
Næste levende billede er Pierce Brosnan. Han har til gengæld talent. Han var 007, formentlig den bedste, vi har haft, noget bedre end den læspende Sean Connery og meget bedre end den blonde lille Daniel Craig.
Han kan næsten alt, fordi han spiller med selvironi og en vis tilbagelænet charme. I denne film her (vent nu bare, vi kommer til handlingen) skal han f.eks. lade, som om han efter 20 års forløb stadig er vildt forelsket i Meryl Streep og kysse hende heftigt på munden. Ups og bvadr, men han klarer det.
Han skal synge, og han klarer det næsten, i hvert fald bedre end Colin Firth. Som burde have forbud mod musicalroller.
Uha uha uha uha ...
Den tredje herre er Stellan Skarsgård. Svensker, så er alt sagt, i hvert fald her. Abba var også et svensk projekt, så det passer muligvis godt, set med amerikanske øjne.
De tre gentlemen, næ, de tre diskrete engle, kommer til den ’græske’ ø, hvor Donna er hovedpersonen. En uhyggelig mamma. Jeg ville nødig møde hende om natten i en port.
Ganske vist skal hun bare være en almindelig frodig og supermusikalsk kvinde i halvtredserne, som engang havde et forhold til hver af de tre herrer og nu ikke kan huske eller for den sags skyld vide, hvem af de tre der er far til hendes datter ...
Men Meryl Streep er Donna! Uha – ti gange uha uha.
Så seriøs
Jeg er overfølsom over for Meryl Streep. Hendes træk er ikke kønne, lang tud, små øjne, rød næse, men skidt for så vidt med det. Hun spiller hver gang, som om hun er Pradas Djævel eller Engel i USA.
Hun er seriøs. Næste oscar bør gå til hende! Selvhøjtideligheden er duppet ind i ansigtet med hvidt pudder, og der sidder den godt fast.
Kan De huske hende fra ’Out of Africa’? Her skulle hun være den unge sky Karen Blixen. Det krøb op og ned ad ryggen, når hun agerede.
I ’Mamma Mia’ skal Meryl Streep både synge og danse. Kan alle se mig? Det kan jeg også! Step og tjep, fjong og dong, ih hvor jeg kan! Stift og korrekt, ikke en tøddel sexet lystighed. Men er der ikke noget om, at kvinder over 50-something skal passe lidt på med at vrikke? I hvert fald hvis de ikke vrikker naturligt og med glæde.
Jeg er helt idiosynkratisk over for Meryl Streep, jeg indrømmer det, og da hun er så meget med – storslået leende, tårevædet, grædende, syngende, løbende, smækkende med døre og lemme, ilende op og ned ad bjergskråningen – må jeg til sidst se ned i skødet.
Hendes værste øjeblik er sangen ’The Winner Takes It All’ – det lyder forfærdeligt, det er så slemt, at Pierce Brosnan kun kan stå helt stille og vente på, at anfaldet skal gå over.
Der danses
Nå - nu til handlingen: Tre noble herrer inviteres til bryllup på græsk ø, fordi en af dem nok er far til bruden, Donnas datter, Sophie. De danser alle hektisk rundt i det romantiske ø-paradis, jeg mener Universalas studier.
Filmen har kostet money, money, money. Den er iscenesat af Phyllida Lloyd, som også stod for teaterudgaven. Jeg vil mene, at hun kender prisen på alt - og værdien af intet.
fortsæt med at læse
