Da jeg sidder ti centimeter fra ham og kigger ind i hans sneglegang af et højre øre, slår det mig, at selv om vi begge, Woody og jeg, er i Cannes på samme tid og endog i samme rum, så kunne han lige så godt være blevet hjemme på Manhattan – og jeg i København. Woody Allens højre øre er hans døve øre. Eller: mest døve øre. Jeg er, for at sige det lidt populært, fucked. Tre-fire gange, i mandig fuldtonende baryton, prøver jeg at trænge igennem til ham, men der er altid en belgisk blondine eller en italiensk fan, der kvidrer højere. Og enten besnærer ham med let aflæselige mundbevægelser eller har fundet en vej over til hans venstre øre.
42. spillefilm
Vi har alle lige set ’Vicky Cristina Barcelona’, Woody Allens nyeste og 40. spillefilm over 42 år. Mange af os så den nok mest, fordi vi vidste, vi skulle tale med manden selv senere, og hånden på hjertet: Hvor mange årtier er det ikke, siden man for alvor glædede sig til en ny Allen-film?
Det er risikoen ved at lave så mange og faldgruben ved at insistere på et tråd så soufflé- og fnuglet, at det kan forveksles med varm luft. Men også blandt os var der sådan en halvelektrisk fornemmelse: Havde Woody faktisk lavet sin første rigtig gode, sådan rigtig gode film i 20 år? I hvert fald: Her sidder vi. Mig på Woodys døve – mest døve – side og os alle sammen om et rundt bord i en hotelsuite. Woody-onelinere på spansk ’Vicky Cristina Barcelona’ er filmen om to unge amerikanske kvinder (Scarlett Johansson og Rebecca Hall), der tager til Barcelona af vidt forskellige grunde.
